copyleft 2012–2020Biografi fortæller med satanisk fryd om en charmerende sjover
Emmanuel Carrère beskriver Edvard Limonovs liv i en bog, der slår alt og alle på de franske bestsellerlister.
Edvard Limonov er en nulevende russiskukrainsk bølle, bisse, gadedreng og sjover — for nu at give fire oversættelser af det franske ord voyou.
Limonov (f. 1943) er også digter, tidligere dissident i Bresjnevs USSR og forhenværende kammertjener for en milliardær på Manhattan; han har siddet fængslet både for politiske forbrydelser og ganske almindelig kriminalitet, og han blev udvist af Sovjetunionen helt tilbage i 1974.
Han har levet i Paris og været populær på parnasset; han har været soldat på serbisk side under borgerkrigen på Balkan, og i dag er han en af lederne af oppositionen mod regimet i Ukraine.
Stærk og indlevet fortælling
Emmanuel Carrère beskriver Limonovs liv i en bog, der netop nu slår alt og alle på de franske bestsellerlister.
Carrère er kendt både som succesfuld filminstruktør og for et forfatterskab, der de senere år er drejet i retning af en raffineret blanding af selvbiografi og andre menneskers biografi.
Hans seneste roman på dansk har «autofiktionen» helt oppe i titlen: «Andre liv end mit». Her fortæller Carrère intenst og dramatisk om, hvordan han selv og kæresten Hélène oplever tsunamien i Sri Lanka i 2004 og ser et vennepar miste deres fireårige datter.
Kort efter dør Hélènes søster af kræft, og de to begivenheder afføder paradoksalt nok en fornyet kærlighed mellem Emmanuel og Hélène og i det hele taget et nyt og mere meningsfyldt liv (og livssyn) for dem begge.
Forstyrrende velskrevet
For forfatteren Carrère åbnes der til en stærk og indlevet fortælling om den døde kvinde, Juliettes, verden: et andet liv end hans eget.
Hun var dommer, den døde Juliette, og hun havde et langt makkerskab med en kollega, der havde fået amputeret sit ben på grund af kræft. Et sted i bogen resumerer forfatterens kæreste det hele sådan her:
«Du er den eneste fyr jeg kender, der kan finde på at mene at et venskab mellem to kræftramte dommere, der begge halter og roder med gældssager ved underretten i Vienne, er et genialt emne til en bog. Det ender ikke engang med, at de går i seng sammen, men med at hun dør. Er det ikke korrekt resumeret? Er det historien? Ja, bekræftede jeg, det er det».
Og undertegnede læser kan bekræfte, at bogen er vedkommende, rørende, klog og forstyrrende velskrevet.
«Limonov», som endnu ikke er oversat, fortæller med satanisk fryd en ganske anderledes grov historie, men er alligevel vokset ud af samme længsel efter det ægte, det oprindelige, det dødsensalvorlige og uspolerede.
Kort sagt er det en fascist, Edvard Limonov, der portrætteres.
Fascinationen af det onde
Men Carrère abonnerer hverken på forestillinger om Übermenschen og Untermenschen eller på
«den måde, hvorpå hver og én af os forliger sig med den åbenlyse kendsgerning, at livet er uretfærdigt og menneskene forskellige: mere eller mindre smukke, mere eller mindre begavede, mere eller mindre bevæbnet til kamp.
Nietzsche, Limonov og denne instans i os, som jeg kalder fascisten, siger alle med én stemme: «Det er virkeligheden, det er verden, sådan som den er». Hvad andet kan man sige? Hvad ville være modsvaret?».
Emmanuel Carrère foreslår et modsvar, der kommer fra en buddhistisk sutra:
«Et menneske, der anser sig selv for at være et andet menneske overlegent, underlegent eller blot lige forstår ikke virkeligheden».Men hverken buddhistisk visdom eller Carrères lune og vise måde at formulere sig på kan skjule hans fascination af, ja, fascisten Limonov. Carrère vil løfte sig selv og læseren ud af den europæiske livslede, ud af dekadencen og depressionen, ud af borgerligheden og ligegyldigheden.
Hans fascination af det onde og primitive er som i Hamsuns «Sult» eller i «Mørkets hjerte» hos Joseph Conrad, og han er sig fuldt bevidst, at han som parisisk burgøjser aldrig kan — og aldrig vil — leve op eller ned til den urmenneskelige primitivitet, der måske skaber «det store menneske», men altså også kan gøre det til fascist og dermed et meget lille menneske.
Der går gnister af denne splittelse.
Underholdende fortælling både om jerntæppetiden
Emmanuel Carrère er søn af ruslandseksperten Hélène Carrère d’Encausse, som er medlem af Det Franske Akademi og en af Frankrigs kendteste kvinder.
En del af sønnens forfatterskab har været forsøg på at komme ud af den moderlige kæmpeskygge, men i «Limonov» vendes både moderens ekspertise og hans egen — for han er en virkelig kender af Østeuropa — til en stor styrke:
Bogen er en fantastisk oplysende og underholdende fortælling både om jerntæppetiden og alt, hvad der fulgte, da det blev tæppefald, glasnost, perestrojka og alt dét.
Edvard Limonov, den gamle voyou, er i dag noget så kedeligt og utroværdigt som demokratiforkæmper i Ukraine. Her stopper ikke bare Emmanuel Carrères fascination — her stopper også hans sympati. Det er det farlige ved Limonov.
«Politiken.dk», 26 november 2011
