Kongeriget Danmark

Eduard Limonov

Kongeriget Danmark

limonka

Fuck off, America

Nikolai Thyssen

Den russisk-franske eksilforfatter Eduard Limonov sidder fængslet i Rusland under anklage for at ville invadere Kasakhstan og undergrave den russiske forfatning. Det er en særegen historie om Rusland og en mand, der forblev i eksil både ude — og hjemme.

Enhver fængslet forfatter i et hvilket som helst hjørne af verden, kan vide sig sikker på en ting: I nærheden — på et af Hiltons femstjernede hoteller — sidder en repræsentant for PEN, den internationale forfatterforening, og er bekymret. Mellem morgenmad og frokost vil repræsentanten endnu en gang ringe til myndighederne og protestere. Over brud på ytringsfrihed og menneskerettigheder og over kvaliteten af den mad, der serveres i fængslet, og som ikke er helt så nærende som middagen på Hilton.

Forfatteren og nationalisten Eduard Limonov har siddet fængslet i godt to år. I slutningen af februar afsluttedes retssagen i Saratov i det sydlige Rusland. Nu mangler blot domsfældelsen, som skulle ligge klar i løbet af en uges tid. Men selvom Limonov har udsigt til 14 år i det berygtede Lefortovo fængsel, har det internationale PEN svært ved at forsvare ham i andet end forblommede vendinger:

»PEN føler afsky ved mange af Eduard Limonovs holdninger, som går stik imod vores eget charter,«

begynder protesten.

»PEN tager afstand fra Limonovs politiske parti. PENs bekymring i denne sag vedrører udelukkende antydningerne om, at beviserne mod Limonov er partiske og at han ikke vil få en retfærdig retssag.«

Ikke just et blændende forsvar.

Måske skyldes PENs tøven, at Limonov er nationalist af værste skuffe, tidligere sikkerhedsminister i ultranationalisten Sjirinovskis skyggekabinet, stifter af Det National Bolsjevikiske Parti. Limonov blev engang filmet af BBC, da han under et besøg hos vennen Radovan Karadzic tømte et maskingevær ud over Sarajevo. Og mens resten af verden bekymrede sig over den nye rød-brune alliance i Rusland (og Frankrig), udstødte Limonov et højlydt: Endeligt, endeligt, står vi sammen. På skrivebordet i Moskva smilede en indrammet Gaddafi til Limonov.

Hvordan kom det så vidt for den nu 60-årige forfatter, der i 1974 — året efter Solsjenitsyn — forlod Sovjet, og som var udset til at blive en af de store eksilforfattere? Et anarkistisk og punket åndehul mellem de pæne og højlitterære Kunderaer og Nabokover, der gav løfter om en sovjetisk Céline.

En utaknemmeligt stodder

Der var unægteligt noget vred ung mand over Limonov fra starten. Han blev i de tidlige 70'ere en avantgardehelt i den sovjetiske undergrund — mest af alt ved at gøre sig upopulær i Kreml med en attitude og et sprog, der ikke var passende for en sovjetisk digter. Eksilet var mere et tilbud af den slags, man ikke kan sige nej til, end et egentligt valg. Limonov bosatte sig med fruen i New York.

Hans første og bedste bog, Det er mig, Eddie!, er som den eneste oversat til dansk. Den begynder, hvor den mere eller mindre selvbiografiske Eddie sidder på balkonen på et fattigmandshotel på Madison Avenue og spiser sin fattigmandsmad: Kålsuppe. Han begynder at tale til de advokater, som han forestiller sig, betragter ham fra bygningen overfor:

»Jeg er på bistand. Jeg lever af dit arbejde: Du betaler skat og jeg gør ikke en skid, to gange om måneden smutter jeg ned til det store og rene bistandskontor på Broadway 1515 og henter min check. Hvad, kan du ikke li' mig? Vil du ikke betale? Det er ellers kun 278$ om måneden. Vil du ikke betale? Hvorfor fanden fik du mig så herover, mig og hele slænget af jøder? Klag til jeres propaganda — den er for stærk.«

Det er Jean Genet på steroider. Bogen beskriver Eddies deroute fra nulpunktet og nedefter. Skilsmisse, trækkerdreng — kun de hjemløse og Det Trotskistiske Arbejderparti vil vide af ham, og bogen slutter hvor den starter: I et vredt råb mod hele Amerika: Skrid af helvede til!

Da bogen udkom i 1979 fik den en vis succes og gav Limonov et internationalt publikum. Nogle var sure og forargede, og for en gangs skyld var de sovjetiske og amerikanske kritikere enige: Det var degeneret og det var ukonstruktivt. Men i visse dele af emigrantmiljøerne var der en anden fornemmelse. Limonov formulerede den ilde hørte sandhed: At USA for mange havde vist sig som noget helt andet end det paradis, de var blevet lovet.

Også i Europa gav udgivelsen genlyd. I Frankrig fik Le poét russe préfère les grande nègres pæne ord med på vejen, og i Tyskland blev den en decideret best-seller med engelsk titel og tysk skadefryd: Fuck off, America. Da den udkom i Rusland i 1991, blev der solgt over en million eksemplarer.

De loyale kammerater

Måske var det den europæiske succes de scandal, der fik Limonov til i 1980 at flytte til Paris. Eller fornemmelsen af sin egen uformåenhed i forhold til den

selvudnævnte ærkerival, Joseph Brodskij. Eller måske var det bare som for så mange andre russiske emigranter ønsket om at komme nærmere på det tabte moderland.

I Frankrig fortsætter Limonov, hvor han begyndte i sine to amerikanske værker. Poesien er lagt på hylden, og i stedet dyrker han sin egen sære form for fiktiv romanerindring. Teenageren Savenko (Limonovs rigtige navn) er blandt de bedre. Vold og destruktion er et gennemgående tema, som i En tabers dagbog fra 1982, en samling af poesi, noter og udkast:

»Pygmæerne har indtaget byen Muchacha!

«De er halvanden meter høje», betoner radioen.

Og jeg er begejstret, begejstret fordi pygmæerne har indtaget byen Muchacha.

Jeg tænker — husker de at voldtage de store kvinder og brænde stedet ned?«

Men ligeså meget vold og voldtægt, som man møder i Limonovs tekster, ligeså meget er han på sin egen aparte måde på pygmæernes side. For revolutionen og mod tusindårsrigerne USA og Sovjet. Det er en stiliseret udgave af den lille mand, der som altid i Limonovs forfatterskab, også er ham selv.

Des mere Limonov skriver på sit selvbiografiske projekt, des tydeligere bliver dets mangel: Sat overfor det fremmede, spejler han kun sig selv, og blikket indad rettes aldrig ud igen. Erkendelserne når ikke længere end til private mareridt eller egen morskab. Erfaringerne fra rejser til Beograd i slutningen af 80'erne kan resumeres sådan: Milosevic holdt nogle gode fester og jeg fik fisse. Et af symbolerne på den etniske udrensning, den serbiske paramiltære leder Arkan, fik følgende hilsen:

»Jeg har altid elsket muntre og smukke gangstere«.

Selvom Le Figaros kritiker Patrick Besson betegnede Limonov som »den bedste nulevende russiske forfatter«, var hans status som europæisk litteraturs enfant terrible på retur. Men det skulle bliver værre endnu.

En elendig fascist

I 1991 vendte Limonov tilbage til Rusland. Og som den amerikanske kritiker Keith Gessen, der ellers har et stort hjerte for Limonovs forfatterskab, skriver: »Limonov var nu som politiker ultranationalist, og som forfatter ultranarcissist.«

Limonov sagde det direkte:

»Det er nok som vandrer med rødkindede piger i parken. Det var tid til at vandre med loyale kammerater under et rødt flag. Det var mit slogan for halvfemserne.«

Og det var et slogan, han tog alvorligt.

Hans meritter fra begyndelsen af 90'erne taler for sig selv. Han støttede som en af de få de bosniske serbere, og han støttede russiske mindretal, hvor han kunne komme til det. Og ikke blot som krigsreporter. Han deltog i væbnede, russiske oprør i Transdniestr (Moldova), i Abkhasien (Georgien), og både under den første og den anden krig i Tjetjenien argumenterede han højlydt for censur af pressen. Den var for blødsøden, mente han, over for de tjetjenske terrorister. Og venstreorienterede eller vestorienterede russere, foreslog han, kunne kureres med lidt Gulag.

Heller ikke albanerne i Montenegro havde han meget tilovers for. I en censureret artikel beskrev han albanerne som en «bagstræberisk, sigøjneragtig, tarvelig og primitiv bjergstamme».

»Albanere? De bastarder, der (som de bosniske muslimer og de kroatiske kroater) kynisk bruger muligheden for at få sig en gratis stat. Jeg tvivler på, at albanerne har uddannede folk nok til at fylde et mindre kommunekontor og da slet ikke en statsadministration. Og hvad vil de gøre med deres uafhængighed på bjergtoppen, hvor de ikke har andet end klipper og får?«

Limonovs anden tragedie (den første var et mislykket forfatterskab) var, at han ligesom Vladimir Sjirinovskij nok var skræmmende i sit menneskefjendske udsyn, men mere lignede en hofnar end en egentlig trussel mod det etablerede.

»Ligesom Eddie havde været lidt af en parodisk anti-dissident dissident, blev Limonov en parodisk nationalist: en bedre poet end vennen Karadzic, men en mindre succesfuld fascist,«

skriver Gessen.

Limonov meldte sig i en kort overgang under Sjirinovskijs faner, men i 1993 stiftede han sit eget parti, Det National Bolsjevikiske. Hans støtter bestod af en uhellig alliance mellem skinheads, punkere og desillusionerede storbykommunister. Partiets ikon minder om Stalin-kitsch: En rød cirkel på sort baggrund, blot med hammer og segl erstattet af håndgranat og et lyn på tværs. Partiavisen kom til at hedde Limonka. Udover at spille på Limonovs navn, er Limonka diminutiv af limon og betyder «lille citron» — russiske soldaters kælenavn for en håndgranat.

Utopia Kasakhstan

Ved valgt til Duma'en i 1995 fik Det National Bolsjevikiske Parti knap to procent af stemmerne. Limonov var skuffet og indkaldte med det samme til en pressekonference. Her gav han to løfter. For det første ville han strømline partiet, få styr på medlemmerne og banke lidt disciplin ind i organisationen. For det andet lovede han at oprette paramiltære enheder og træningslejre i det sydlige Rusland. Målet var at generobre det ukrainske Krim (et populært sovjetisk feriemål og base for Sortehavsflåden).

Hofnarren blev stadig ikke taget helt alvorligt, men alligevel: Han var nogenlunde lige så upopulær i det nye demokratiske Kreml, som han havde været det hos det gamle i 1974.

Partiet blev i stadig stigende grad chikaneret af myndighederne og af den dertil nedsatte Kommission for politisk ekstremisme

Ideen med at angribe Krimhalvøen blev ikke til noget. I stedet tog en anden plan form i Limonka og i avisen Drugaja Rossija. Den gik ud på at skabe et «nyt Rusland» i den nordlige del af Kasakhstan, et tyndt — og hovedsageligt russisk — befolket område, hvor der er langt mellem grænsevagterne. Begyndelsen på det panslaviske rige.

To yngre medlemmer af partiet blev kort efter anholdt i færd med et indkøb af kalashnikover, og efter et rumt stykke tid i selskab med russiske afhørsledere, hævdede de to, at de handlede efter ordre fra Limonov. Han blev fængslet i april 2001 og har været det lige siden. Anklaget for planlægning af terror, forsøg på at organisere væbnet oprør og besiddelse af ulovlige våben. Partiavisen Limonka blev lukket i juli 2002 for at have opildnet til etnisk uro.

Limonov har erklæret sig selv uskyldig på alle punkter, og hans advokat forventer, at han bliver frifundet. Men statsanklageren Sergej Verbin kræver 14 års fængsel.

Ifølge russiske iagttagere har sagen ikke været entydigt overbevisende. Ikke så få yngre punkere og skinheads er modvilligt blevet indkaldt til Saratov for at vidne.

Ugeavisen Exile refererer følgende ordveksling:

»Verbin: «Har De læst benævnte artikel fra Drugaja Rossija?»

Skinhead: «Nej».

Verbin: «Har De set bulletin nummer 5?»

Skinhead: «Nej».

Verbin: «Har Savenko (dvs. Limonov) over for Dem talt om at købe våben eller at invadere Kasakhstan?»

Skinhead: «Nej».

Verbin: «Ikke flere spørgsmål».«

Udsigten til et liv bag tremmer har ikke tæmmet Limonov. Han både sparker og sparker stadig — mod kvinder, fri abort, muslimerne, oligarkerne, politikerne og USA.

»Tag imod applausen, alle I trofaste støtter af samfundet. Torturen trives I alle amerikanske stater og det er jeres skattepenge, der gør det muligt.«

En plads i skyggen

Limonov er indiskutabelt et rendyrket dumt svin. Der er ingen grund til pardon og man fristes til at citere en anden nationalist og forfatter af profession: Solsjenitsyn, der kaldte Limonov for «et lille insekt». Den sved, vil rygtet vide, på Limonovs selvbevidsthed.

Men selvom det dumme svin er intakt, har Limonovs forfatterskab ændret sig radikalt siden fængslingen — eller snarere: Han er vendt tilbage til det bedste fra debuten. På to år bag tremmer har han skrevet ikke mindre end syv bøger — hovedsageligt erindringer.

Han har siddet i Lefortovo («den russiske Bastille») sammen med tjetjenske oprørere, folk der har gjort sig ud til bens med systemet. Han har lyttet til radioen, der 10 timer i døgnet runger for fuld styrke ind i cellen. Og enten har han opdaget, at han ikke er ene om at være ud til bens. Eller også har han blot opdaget en verden uden for sig selv inde bag murene. I hvert fald skriver han pludseligt om andre end sig selv, og jeg'et erstattes endda til tider at et kollektivt vi.

Kritikerne har set igennem det dumme svin og konstateret: Det er det bedste han har skrevet i 20 år.

I indledningen til den læseværdige Min politiske biografi, der udkom sidste år, beskriver Limonov sin — og de unge partimedlemmers — arrestationen i Sibirien, og de følgende dage i selskab med de russiske myndigheder. Man fornemmer for en gangs skyld, at det er mere medlidenhed med andre end ham selv.

Folk med hang til psykoanalyse mener, at de klæder ham, tremmerne. Og på sin vis synes han selv at være enig. Måske er det ligefrem en lettelse, at blive stemplet og sat fast, som det han er: En dissident i indre eksil — fri for at være en elendig politiker, en hofnar.

Ankomsten til Lefortovo beskrives i resigneret ro:

»I en halv time vandrede jeg rundt mellem to vagter med en madras. Vi endte i en korridor og derefter i et rum, hvorfra der udgik fire korridorer (Jeg fandt senere ud af at Katarina den Store havde konstrueret bygningen efter bogstavet K). De åbnede en metaldør og jeg gik ind i cellen; de låste efter mig. Der var tre metalsenge farvet med blå maling i cellen. Jeg lagde madrassen ned på en af dem og satte mig. Det var en scene fra en klassisk roman.«

»Dagbladet Information«, 5. april 2003

Limonov dømt

Nikolai Thyssen

Retssagen mod forfatteren Eduard Limonov endte som en lussing til den russiske sikkerhedstjeneste.

Retten i den russiske by Saratov frikendte forfatteren Eduard Limonov for den alvorligste af fire anklager imod ham: terrorisme. Den russiske sikkerhedstjeneste FSB hævdede, at Limonov havde planlagt et væbnet angreb på det nordlige Kasakhstan for at undergrave den russiske statsmagt.

FSB krævede 14 års fængsel, men Limonov fik blot fire for at stå bag indkøbet af seks kalashnikover i 2001. Sikkerhedstjenesten, derimod, indkasserede en decideret skideballe fra dommeren, Aleksander Matrosov, der anklagede sikkerhedstjenesten for at have manipuleret med bevismaterialet og krævede, at statsanklagerenen iværksætter en undersøgelse af efterforskningens forløb.

Den 60-årige Limonov blev tidligere betragtet som en af de væsentlige russiske dissidentforfattere, da han forlod Sovjetunionen i 1974 for at bosætte sig først i USA siden i Frankrig. Han har udgivet mere end 20 bøger (på dansk er udkommet Det er mig Eddie).

Da Limonov vendte tilbage til Rusland i begyndelsen af 90'erne, meldte han sig først under nationalisten Sjirinovskijs faner, men dannede kort efter Det Nationalbolsjevikiske Parti.

Det afgørende spørgsmål i retssagen var, om Limonov var ophavsmand til en tekst, der blev offentliggjort i partiavisen Limonka, og som opfordrede til væbnet kamp. Det mente dommeren ikke, at anklagermyndigheden havde godtgjort. Ud over Limonov faldt der dom over avisens redaktør og fire yngre medlemmer af partiet, der havde deltaget i våbenkøbet.

»Dagbladet Information«, 19. april 2003

Landet, der frygter sine forfattere

Rasmus Bo Sørensen

I takt med at Kreml strammer grebet om de basale frihedsrettigheder i Rusland, forsvinder også de åndelige åndehuller for forfattere, journalister og intellektuelle. Information har talt med filosoffen Mikhail Ryklin, journalisten Julia Latynina og digteren og oppositionspolitikeren Eduard Limonov om vilkårene for demokrati og ytringsfrihed i Putins Rusland.

Tre dage. Så længe nåede kunstudstillingen om religiøse symboler i Sakharov Museet i Moskva i 2003 at holde åbent, inden en gruppe nationalistiske ekstremister brød ind og raserede værkerne.

Men det var ikke det bemærkelsesværdige. Det var det til gengæld, at politiet valgte at lade bøllerne gå fri og i stedet anklagede kunstnerne, arrangørerne og museets leder for at have »opildnet til national og religiøs strid«. Blandt de anklagede var Anna Altschuk, hustru til den anerkendte russiske filosof Mikhail Ryklin, som i fem måneder forsvarede sin kone i retten, mens dødstrusler og chikanerier blev hverdag. I dag bor parret i eksil i Berlin:

»Vi blev ikke direkte kommanderet ud af Rusland, men det var svært at misforstå hentydningerne. For eksempel modtog vi ikke post i to år og boede efterhånden i noget, der mindede om et forladt fort. Til sidst var det ikke længere muligt at arbejde under de vilkår,«

siger Mikhail Ryklin.

Han mener, sagen er symptomatisk for den tilstand, Rusland befinder sig i, hvor chikane af intellektuelle, forfattere, kunstnere og journalister hører til de daglige begivenheder:

»Træder man de forkerte over foden, bliver man presset ud, men på en blidere måde end under Lenin. Måske starter det med, at din forlægger siger: »Du skriver meget vanskelige tekster, som jeg ikke længere kan udgive, for jeg sælger ikke nok af dem«. Så går du til en ny forlægger, hvor det samme gentager sig, og til sidst er der ikke længere noget forlag, noget tidsskrift eller nogen avis, der vil udgive dig. Du kan sammenligne det med en langsom kvælningsdød, hvor man lidt efter lidt mærker, at den kulturelle ilt slipper op,«

siger Mikhail Ryklin.

I dag er han tilknyttet det tyske forlag Suhrkamp, hvorfra han i 2006 udgav bogen Mit dem Recht des Stärkeren. Russische Kultur in Zeiten der gelenkten Demokratie (»Med den stærkeres ret. Russisk kultur i en tid med »bøjeligt« demokrati«), der tidligere i år udløste Leipzig bogmesses pris for europæisk forståelse.

Ryklin står ikke alene med sine erfaringer som kritisk forfatter og intellektuel i Rusland. Under det netop overståede præsidentvalg måtte den markante forfatter og politiske aktivist Eduard Limonov fra oppositionskoalitionen »Det andet Rusland« to gange finde sig i at blive tilbageholdt af politiet i forbindelse med demonstrationer mod styret i Kreml:

»Rusland er røget af det demokratiske spor, og vi bevæger os i den modsatte retning af alle andre østeuropæiske lande,«

siger Limonov, da Information fanger ham på en telefonlinje fra Moskva:

»Putins regime kan sammenlignes med tsar-tiden før revolutionen i 1917. Det er et paternalistisk, autoritært styre, som er en skændsel for russisk historie og for det russiske folk,«

siger han.

I øjeblikket slikker Limonov sårene efter sit mislykkede forsøg på at kravle over den magiske spærregrænse på 7 procent, som kræves for at blive valgt ind i Dumaen. Men han godkender stadig ikke valgresultatet:

»Putin havde vundet allerede inden valget. På mange stemmesedler kunne du ikke engang finde navnene på de største russiske oppositionspartier — og selve optællingen var også falsk,«

siger han.

Rusland, det bedste sted for en digter

Den nu 64-årige Eduard Venjaminovitj Savenko (Limonovs rigtige navn) er en kontroversiel figur i nyere russisk historie. Han blev tidligere betragtet som en af de væsentlige russiske dissidentforfattere, da han forlod Sovjetunionen i 1974 for at bosætte sig først i USA siden i Frankrig. Hans forfatterskab rummer flere end 20 bøger, og på dansk er udkommet Det er mig, Eddie — en selvbiografisk skildring af Limonovs første år i eksil i New York. Her skriver Limonov blandt andet om forskellen på at være digter i USA og Rusland:

»Siden Arilds tid har en digter i Rusland altid været en slags åndelig leder. Det er for eksempel en stor ære at gøre en digters bekendtskab. Her er en digter nul og nix, hvad der er grunden til, at selv Joseph Brodsky er fattig her i Deres land. ⟨…⟩ Det bedste sted for en digter er Rusland. Der er selv myndighederne bange for os. Det har de altid været.«

Da Limonov vendte tilbage til Rusland i begyndelsen af 1990'erne, blev han først udnævnt til forsvarsminister i nationalisten Sjirinovskijs skyggekabinet, men dannede selv kort efter i 1993 Det Nationalbolsjevikiske Parti. Han startede også partiavisen Limonka, der udover at spille på Limonovs eget navn er diminutiv af limon og betyder »lille citron« — russiske soldaters kælenavn for en håndgranat.

Limonovs forfatterskab er hyldet og hadet for dets kynisme, ligesom hans egen person også vækker stærke ambivalente følelser. Under krigen på Balkan støttede han åbent de bosniske serbere, og BBC har foreviget ham i levende billeder på en klippetop, mens han tømmer et maskingevær ud over Sarajevo — i øvrigt sammen med sin gode ven og et af symbolerne på den etniske udrensning, Radovan Karadzic. I 2002 blev Limonov fængslet efter anklager fra den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, om at have planlagt et væbnet angreb på det nordlige Kasakhstan for at undergrave den russiske statsmagt. FSB krævede 14 års fængsel, men Limonov slap med fire på grund af manglende beviser og blev allerede i 2003 løsladt igen.

Man kan mene, hvad man vil, om Eduard Limonov. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er han i dag en markant stemme i den skrøbelige russiske opposition, hvor han sammen med ex-verdensmesteren i skak Garri Kasparov kæmper for frie og demokratiske valg.

»Kasparov og jeg står sammen,«

siger Limonov selv:

»Han er dedikeret til liberale værdier, og jeg er dedikeret til socialistiske værdier. Men vi kæmper begge for politisk frihed. I øjeblikket bliver vi alle frataget vores friheder, og vores land kan ikke leve under det nuværende paternalistiske og autoritære regime uden at tage langvarig skade,«

siger Limonov.

Da Putin i 2000 kom til magten var det med det erklærede mål at restaurere Kremls politiske autoritet og stække de indflydelsesrige oligarkere, der under Jeltsin havde formået at omsætte økonomisk magt til politisk magt gennem opkøb af store tv-stationer og aviser. Siden har Putin i støt tempo tilbageerobret den ene medievirksomhed efter den anden, så Kreml i dag igen har fuldstændig kontrol over sendefladen. Ifølge Eduard Limonov er netop dét den største hæmsko for demokratisk udvikling i Rusland:

»For konsekvensen er, at befolkningen bliver misinformeret om, hvad der foregår i vores land. Store demonstrationer mod Det Forenede Rusland (Putins parti, red.) bliver enten ikke dækket, eller også bliver de dækket forkert. Man rapporterer måske, at der er hundrede bøller samlet, når det i realiteten drejer sig om 6.000–7.000 almindelige borgere, der fredeligt giver deres mening til kende,«

siger han.

Filosof og forfatter Mikhail Ryklin kalder statskontrolleret tv for en demokratisk potemkin-kulisse:

»Kan man se andre politikere end Putin på tv-kanalerne? Kan man finde andre politikere i de nationale aviser og på radiostationerne? Har andre politikere en kanal, igennem hvilken de kan kommunikere deres budskaber ud? Nej, det har de ikke, for Putins propagandamaskine har i otte år siddet tungt på de nationale medier. Hvis du bor i Moskva, abonnerer du måske på den uafhængige avis Novaja Gazeta, og måske har du endda adgang til internettet. Men er du en almindelig russer, der lever i provinsen, har du kun adgang til to tv-kanaler, kanal 1 og kanal 2, og de er begge ejet og kontrolleret af staten, der pumper Putin-propaganda ud dag og nat,«

siger Mikhail Ryklin.

Øer af pressefrihed

Det er denne medievirkelighed, som den 41-årige reporter, forfatter og radiovært Julia Latynina hver dag forsøger at ændre med kritisk journalistik. Hun beskriver den Kreml-venlige pseudojournalistik, der bliver bedrevet på russisk tv, således:

»Hvis et russisk missil slår ned på georgisk territorium, vil tv-stationerne ikke stille kritiske spørgsmål til myndighederne om, hvorfor missilet slog ned, hvilke skader det har forvoldt, og hvad der nu skal ske. I stedet vil de forsøge at afspore historien ved at hævde, at georgierne selv har gravet hullet og placeret missilet i det. Og når tv først har sat dagsordenen, er det næsten umuligt for os andre at ændre den igen,«

siger hun.

Til daglig arbejder Julia Latynina på den uafhængige radiostation Ekho Moskwy og skriver for oppositionsavisen Novaja Gazeta — den samme avis som Anna Politkovskaja frem til sin død i 2006 var tilknyttet som journalist og redaktør. Ligesom Politkovskaja er også Julia Latynina kendt som en skarp kritiker af Kreml, og hun går sjældent af vejen for at spidde det russiske politiske establishment med en syrlig kommentar:

»Putins regime er ikke et demokrati, men heller ikke et diktatur. Den store forskel fra regimet i det gamle Sovjetunionen er, at det ønskede magt og verdensherredømme. De mennesker, der sidder i Kreml i dag, minder meget mere om sydamerikanske cowboys. De er kapitalister og ude efter forbrugsgoder, unge piger, smart tøj og store biler. Men det er kun godt, for det betyder, at de aldrig vil blive rigtig fjendtlige over for Vesten af frygt for at blive ramt dér, hvor de er allermest sårbare: på deres udenlandske konti,«

siger hun.

Ifølge det russiske journalistforbund er flere end 260 journalister blevet dræbt siden Sovjetunionens fald, hvoraf blot 21 sager er opklaret. Mindst syv fremtrædende kritiske journalister har i Putins regeringsperiode måttet lade livet. Julia Latynina kender udmærket til de blodige statistikker:

»Men det er mit job at være journalist, og det er for sent at vende om,«

siger hun. Hun gør sig dog ingen falske forhåbninger om betydningen af sine daglige bestræbelser:

»Jeg kan ikke rigtigt se mulighederne for demokrati i Rusland i øjeblikket. Der er ikke nogen reel opposition, for en reel opposition har brug for uafhængige medier og et uafhængigt erhvervsliv. Demokrati er som elektricitet. Det fungerer alle steder under de rette omstændigheder. Vi har bare ikke de rette omstændigheder i Rusland endnu«.

Netop derfor vakte det også opsigt, da det officielle Rusland med Putin i spidsen sidste år var værter for en konference i Moskva afholdt af World Association of Newspapers (WAN). Med Putin siddende blot få meter væk, stillede præsidenten for WAN, Gavin O'Reilly, et direkte spørgsmål:

»Hvordan kan det være, at staten stadig anklages for at fremtvinge selvcensur blandt journalister, der frygter for deres velbefindende, hvis de træder over stregen?«

Putin beroligede med, at rygterne om en knægtet russisk pressefrihed var stærkt overdrevne og henviste til, at der er mere end 53.000 aviser og tidsskrifter i Rusland:

»Det ville være absolut umuligt at kontrollere dem alle, selv hvis staten ønskede det«.

Om Putin talte af personlig erfaring, skal være usagt, men hos Julia Latynina er der ingen tvivl:

»Hvis Putin virkelig ønskede at lukke Ekho Moskwy, havde han gjort det for længst,«

siger hun og uddyber:

»Jeg ved ikke, hvorfor Putin lader os fortsætte, men jeg vil omvendt heller ikke kritisere ham for det. Lad os nøjes med at kritisere Putin for det, han reelt er skyldig i. Lad os kritisere ham for at have overtaget kontrollen med tv — og ikke for at lade nogle medier forblive uafhængige«.

Eduard Limonov ønsker ikke at kreditere Putin for noget som helst. Alle Ruslands problemer peger i sidste ende tilbage på Kreml og »de egoistiske og brutale mennesker«, som han mener, er ved at rulle Rusland tilbage til et fortidigt voldsregime:

»I sommer trykte en russisk avis et interview med Andrei Lugovoj (ultranationalisten som ifølge de britiske myndigheder står bag mordet på den tidligere KGB-agent Alexandr Litvinenko i London, red.), som klart og tydeligt sagde, at hr. Limonov og hr. Kasparov er de næste mål. Han undlod selvfølgelig at sige, det var ham selv, der ville gå efter os,«

siger Limonov.

Selv lader han sig dog ikke skræmme så let:

»Jeg er 64 år og kan ikke svigte mine livsværdier nu — det er min værdighed, der står på spil«.

Den samme russiske stolthed kommer fra Mikhail Ryklin:

»Hvis du spørger, om jeg er bange for at hæve min stemme og lade mine holdninger blive hørt, så er svaret nej, det er jeg ikke bange for. Men det er ikke det samme, som at der ikke er nogen risiko,«

siger Mikhail Ryklin, der personligt ser det som sin pligt at blande sig:

»Mange mennesker ville gerne sige noget, men har ikke mulighed for det, fordi de ikke har råd til at lægge sig ud med magthaverne. Men som kulturel dissident og intellektuel har jeg omvendt ikke råd til at lade være. For jeg kan ikke skrive mine historiske værker om for eksempel Stalins diktatur, hvis jeg samtidig forsømmer at tage stilling til Ruslands aktuelle situation,«

siger han.

Ifølge Limonov døde den oprindelige dissidentkultur imidlertid for år tilbage i kølvandet på perestrojka og andre sociale forandringer:

»Men den vil formentlig genopstå blandt de intellektuelle nu, hvor der kun er en ynkelig reminiscens tilbage af alle de basale frihedsrettigheder,«

siger han.

Ekstra

Under krigen på Balkan støttede Eduard Limonov åbent de bosniske serbere. BBC offentligjorde optagelser af ham på en klippetop, mens han tømmer et maskingevær ud over Sarajevo — i øvrigt sammen med sin gode ven og et af symbolerne på den etniske udrensning, Radovan Karadzic. Se klippet her:

Lydklip

1. Mikhail Ryklin
2. Eduard Limonov om forfatternes rolle
3. Eduard Limonov om oppositionen
4. Julia Latynina om demokrati

»Dagbladet Information«, 20. december 2007

Fake news som livsstil

Tine Roesen • Lektor i russisk litteratur • Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet

Eduard Limonovs identitetsprojekt

Som mange steder i verden er det også i Rusland blevet stadig vanskeligere i det offentlige rum at skelne løgn fra sandhed, narrative konstruktioner fra historiske fakta og fake news fra faktiske begivenheder. Det politiske landskab er domineret af præsident Putin og hans parti, «Forenet Rusland», som i selve sit grundlag er defineret som hele Ruslands og alle russeres parti. Siden Putins overtagelse af præsidentposten fra Jeltsin i 2000 har han og partiet formået at skabe en stærk fortælling om den russiske nationale identitet og om Ruslands krav på respekt som international aktør. Den nationale fortælling er baseret på ekstremt kreativ historiebrug og inkonsistente men virkningsfulde konstruktioner: Man dyrker det prærevolutionære Rusland, dets enevældige tsarer og nationalromantiske traditioner samtidig med, at man fejrer de sovjetiske landvindinger inden for krigsførelse (sejren i Anden Verdenskrig), modernisering, industrialisering m.m. Den revolution og det grundlæggende opgør, der adskiller de to perioder, herunder bolsjevikkernes likvidering af den sidste tsarfamilie, forbigås i tavshed, hvilket blev tydeligt i 2017, hvor man undlod at markere 100-året for revolutionen.1 Det, der på trods af historiens kendsgerninger binder de to store fortider sammen i én fortælling, er den stolte status som imperium, nu ledet af Putin, den stærke præsident, der via «magtens vertikal»2 har styr på alt, og samtidig personificerer alt det, nationen kan være stolt af. Ud over dette realpolitiske monopol og denne hegemoniske diskurs har Putin tilmed, gennem en omhyggeligt stylet mediefigur, etableret sig som førende celebrity i en russisk samtidskultur, der er domineret af pop og glamour (Goscilo, «The ultimate celebrity»).

Tine Roesen

I det konkrete politiske landskab er det således svært at rodfæste alternativer, og trods bestræbelser fra navne som Garri Kasparov (f. 1963, emigreret 2014), Boris Nemtsov (f. 1959, myrdet 2015), og Aleksej Navalnyj (f. 1976, jævnligt i fængsel) og en del folkelige demonstrationer er der pt. ikke nogen etableret politisk opposition. Til gengæld har der de seneste år været flere markante eksempler på kunstnerisk-politisk aktivisme, med performances og happenings fra navne som «Vojna», Pjotr Pavlenskij og, ikke mindst, de stadig aktive «Pussy Riot», hvis feministiske «punkbøn» til Jomfru Maria om at fjerne Putin fra magten gik verden rundt i februar 2012. Alle disse happenings har klare protestbudskaber, men skønt Putins hegemoni dermed kritiseres og udfordres, sker det på en kunstnerisk, avantgardistisk scene frem for på den realpolitiske.

Sværere er det at afgøre, hvilken scene den berygtede Eduard Limonov (f. 1943) optræder på. Siden hjemkomsten til Rusland i 1992 har den tidligere emigrantforfatter efterhånden etableret sig som russisk protestaktivismes grand old man. Ved siden af sit fortsatte forfatterskab har han opsøgt borgerkrigserfaring, etableret Det Nationalbolsjevikiske Parti (NBP) med et revolutionært-patriotisk program og udpræget militante maskulinitetsidealer og optrådt som forfatningsrettighedsaktivist. Han har haft flere fængselsophold, men annoncerede i 2009 sit kandidatur til det russiske præsidentvalg. I både medierne og forskningen har man haft vanskeligt ved at definere hans virke: Er hans politiske aktioner og prætentioner seriøst mente, eller er der tale om primært kunstneriske performances?

Min tese i denne artikel er, at snarere end fortsat at analysere Limonov ud fra dikotomien politik eller kunst, vil en analyse ud fra Judith Butlers teori om «performative handlinger» kunne frembringe et adækvat bud på Limonovs samlede projekt, som synes at bygge på netop den identitetsforståelse, Butler sætter ord på. Ud fra denne vinkel kan Limonovs voksne livsforløb ses som et målrettet, narcissistisk identitetsprojekt, der ikke generes af, men snarere trives ved sammenblandingen af fakta og fiktion i samtidskulturen. Målet for Limonov er i den optik at (for)blive en vigtig figur i Rusland, en helteskikkelse, og ønsket om politisk repræsentativitet er i den forstand seriøst ment, samtidig med at det er baseret på en bevidst performativt konstitueret identitet. En sådan analyse stemmer overens med den skepsis, Limonovs selvoptagede mytologiseringer er blevet mødt med, men tager projektet på ordet, frem for at se det som blot et middel til at bevare synlighed, relevans og indtjening som forfatter på markedsøkonomiske vilkår (Wachtel 91–94, Rogachevskii 51).

Performativitet

Med sin teori om performative handlinger, fremført i essayet «Performative Acts and Gender Constitution — An Essay in Phenomenology and Feminist Theory» (1988) og senere udviklet i bogen «Gender Trouble» (1990), bidrog Butler som bekendt på afgørende og omdiskuteret vis til begrebsliggørelsen af den identitetsforståelse, der var begyndt at præge massemediernes og sidenhen også de nye mediers performance-kultur. Som Gade og Jerslev kort formulerer det: «det at blive et subjekt har at gøre med hvad vi gør frem for hvad vi er» (7). Sammenlignet med sprogfilosoffen John L. Austin, som i 1955 introducerede begrebet «performativ» (performative), men kun bruger det om talehandlinger (speech acts), dvs. sproglige udsagn som ikke blot konstaterer, men samtidig konstituerer en handling (en teori som senere videreudvikledes af John R. Searle), udvider Butler begrebet til at gælde handlinger som sådan (Butler 1988, 519).3 Og sammenlignet med fænomenologiske teorier om handlinger (i form af sprog, gestik og alle slags symbolske sociale tegn) som virkelighedskonstituerende pointerer Butler, at den sociale aktør netop også konstituerer sig selv, sin identitet, igennem sådanne (gentagne) handlinger, og at man ikke kan adskille et præeksisterende subjekt fra de virkelighedskonstituerende handlinger, som om de blot er sociale roller (Butler 1988, 519–520). Trods performative handlingers lighed med teatrets performative modeller er netop deres vir-keligheds- og dermed identitetskonstituerende effekt en afgørende forskel (Butler 1988, 520). I karikeret form er Butler blevet tillagt den holdning, at virkeligheden udelukkende konstitueres performativt og ikke findes som sådan, men kan mere sobert udlægges som et fokus på, at vores handlinger er med til at konstituere den sociale virkelighed, vi lever i, og ikke mindst os selv som subjekter.

En vigtig pointe hos Butler og senere forskere er, at der ikke er helt frit valg af performative handlinger og identitet. Gældende normer og love sætter grænser, uden dog fuldstændigt at determinere individet, som stadig har valgmuligheder inden for en skala, der går fra konformitet til direkte opgør — med risiko for at blive mødt med fordømmelse og sanktioner (Butler 2011 (1990) kap. 3: Subversive Bodily Acts; Fischer-Lichte 43–44; Gade og Jerslev 7–8). Identitet konstitueres altså gennem individets performative handlinger, men altid i samspil med den konkrete sociale omverden.

Butlers fokus er kønsidentitet, særligt identiteten som kvinde, og det får hende til at fokusere primært på kropslige handlinger4, men hendes teori er ikke desto mindre blevet opfattet som vigtig for en forståelse af identitet som sådan og som konstitueret gennem ikke bare kropslige handlinger, men også gennem tale, gestik og andre udtryksformer (Fischer-Lichte 37–44). Sammen med Austin & Searle har Butler været en af de store inspirationer for den såkaldte performative vending inden for en række forskellige discipliner, hvor man trods forskelle i begrebs- og teorifelterne (jf. Bal) synes at være enige om, at «performativitet» dækker studiet af virkelighedskonstituerende handlinger af mange slags og i mange sammenhænge, mens «performancestudier» har rod i teaterstudier og primært studerer kunstneriske optrædener, inklusive deres performative aspekter (Gade og Jerslev, Fischer-Lichte).

Limonovs politiske og andre handlinger ville kunne analyseres som kunstneriske performances, men da ud fra den præmis, at han primært agerer som kunstner. Limonov selv har vægret sig mod at skulle skelne mellem kunst og politik: «I mine øjne er poesi og politik et og det samme,» udtalte han i 1992 (Rogachevskii 157). I den første tid efter skiftet fra forfatter til politiker blev han stadig primært set som kunstner, og blev på en fan-side beskrevet som en stor forfatter, der blot nu var i gang med at skabe en slags gesamtkunstwerk, som en «totalitarist», der «skriver med sit blod» (Verbitskij). Den præmis synes dog at være blevet stadig mindre holdbar i lyset af Limonovs stadig større politiske engagement, og han nævnes da heller ikke på linje med Pussy Riot eller i analyser af nyere russisk performance-kunst (se fx Bryzgel).5 Derimod er der flere tegn på, at Limonovs projekt er gennemgående performativt, at han gennem sine mange forskellige offentlige handlinger — litterære værker, medieoptrædener, deltagelse i væbnede oprør, politiske aktiviteter, proklamering af præsidentkandidatur — tilsyneladende meget bevidst konstituerer sin identitet som en social realitet. Limonovs projekt kan på den måde ses som skabelsen af «Limonov»6 og hans uensartede aktiviteter som en afprøvning af forskellige mulige identiteter, afhængigt af vilkårene og normerne i det samfund og den tid, han har levet i, og afhængigt af hans individuelle ideer og lyster, ikke mindst til at bryde med de herskende normer.

I det hidtil nok mest kendte forsøg på at skrive Limonovs samlede biografi, Emmanuel Carrères «Limonov» (2011, da. 2013), udtrykker Carrère et ønske om at skildre Limonov objektivt, uden selv at dømme, hvorvidt han er en helt, som Limonov selv synes at mene, eller et dumt svin, som mange andre mener (26–27). Carrère, som følger Limonov indtil 2009, må dog indse, at han ikke kan nå frem til nogen endegyldig sandhed, og han taler undervejs om den «historie», han skaber i sin bog, og om begivenheder som «scener» i historien.7 Ifølge Kolobrodov (2013) opgiver Carrère at konkurrere med Limonovs evner udi selvbiografering og beslutter sig i stedet for at blive medforfatter til myten om ham. Ud fra en performativitetsvinkel kan dette formuleres mere positivt: At Carrère opgiver den vanskelige og måske i netop Limonovs tilfælde irrelevante skelnen mellem fakta og fiktion/myte og beslutter sig for at skrive biografien om «Limonov», ikke som en myte, bag hvilken der findes en anden, ægte Limonov, men sådan som han nu engang er konstitueret gennem sine mange modstridende og normbrydende handlinger.

I det følgende vil jeg ud fra performativitetsvinklen kronologisk gennemgå konstitueringen af «Limonov», som er foregået i samspil med en udvikling, som dels er global — især i form af nye medier som nye platforme og anledning til nye genrer for både kunstnerisk og politisk performance — men som dels også har nogle særlige træk i det postsovjetiske Rusland. Ambitionen i denne artikel er dermed også at bidrage til en forståelse af de kulturelle konsekvenser af den stadig mere monopolistiske «senputinisme» (se fx Galeotti).

Limonov bliver «Limonov»: Forfatter, oprører, politiker

Limonov blev født som Eduard Veniaminovitj Savenko den 22. februar 1943 i Dzerzjinsk; han flyttede siden til Moskva, emigrerede til USA i 1974, blev fransk statsborger i 1987, vendte tilbage til Rusland i 1992; og han har været gift fire gange og har to børn (Rogachevskii 1–6, Wachtel). Ud over disse fakta og visse officielle politiske registreringer samt det faktum, at han har udgivet en lang række litterære værker og journalistiske artikler, kan man blive i tvivl om det meste i hans biografi. Det skyldes primært, at Limonov løbende har digtet på selvbiografien i sine litterære værker, begyndende med det værk, der under forfatternavnet Eduard Limonov i 1979 gjorde ham berømt og berygtet: «Det er mig: Eddie!»8 Romanen var, ligesom hans senere forfatterskab, eksplicit selvbiografisk — en slags pseudoselvbiografi (Wachtel 91), eller måske rettere: et stykke autofiktion.9 Som andre autofiktive værker og deres forfattere er Limonov blevet mødt af læsere og kritikere med en blanding af fascination og frustration, og han bliver til stadighed spurgt om grænsen mellem det selverfarede og det opdigtede i netop «Det er mig: Eddie!». Senest af den populære journalist og videoblogger Jurij Dud (f. 1986), der i et interview i august 2018 påstod at tale på vegne af mange læsere, da han bad Limonovsvare entydigt på, om han i virkeligheden havde haft sex med andre mænd, sådan som det sker i romanen (Dud). Limonov nægtede som sædvanlig at svare på spørgsmålet, og han henviser generelt til sin kunstneriske frihed, men synes samtidig at trives i og ligefrem lukrere på selv at være denne delvis fiktive, uransalige konstruktion. Autofiktionen synes således at inspirere hans ageren uden for værkerne, som om den delvist fiktive Eddie i værkerne er trådt ud af dem som «Limonov», eller som om Limonov ser sit liv som en slags selvbiografisk projekt.10 En spejlvending af autofiktionen til et delvist fiktionaliseret liv, eller netop: en bevidst performativt konstitueret identitet.

Det gennemgående i «Limonovs» identitet gennem årene har været provokerende handlinger og udsagn inden for det litterære såvel som det politiske felt, tilsyneladende med en ambition om at gøre sig bemærket og sætte sig spor i Ruslands og måske også verdens kultur og historie (Rogachevskii 1). Også i privatlivet har han provokeret med beretninger og rygter om sine mange og dramatiske ægteskaber og utraditionelle seksuelle forhold, herunder til andre mænd (Rogachevskii 27–32) og til Nastja på 16, da han var 55.11 Som Rogachevskii (2003) viser, har Limonov i sin selvbiografiske konstruktion gjort sig umage for at få et i sig selv ret vildt livsforløb til at fremstå endnu vildere. Således er det en gennemgående tendens, at han nedtoner mindre heltemodige episoder, hvor han har været afhængig af andre, fortier konforme træk — så som en formel uddannelse — og fremhæver det geniale, barske og selvskabte (Rogachevskii 7-40).12

Som ganske ung skrev Limonov digte og sluttede sig til det kreative undergrundsmiljø af digtere, musikere og andre kunstnere i sin hjemby. Det er tvivlsomt, om han virkelig var den førende digter blandt dem, som han selv fremstiller det i sit litterært anerkendte værk «Den unge Savenko» (1983)13, men han var talentfuld nok til efterfølgende at blive et kendt medlem af den litterære undergrundsavantgarde i 1960'ernes og 1970'ernes Moskva. Siden bedrev han også litteraturkritik og journalistik, ikke mindst i USA, som han emigrerede til efter pres fra KGB. Hans gennemgående drivkraft synes at have været en ambitionsdrevet trang til oprør og protest, til at blive kendt som den værste, mest svinske og mest provokerende af alle (Rogachevskii 1–2). I romanen «Det er mig: Eddie!», som blev udgivet på russisk i New York i 1979 og først i 1992 i Rusland, taler hans alter ego — i lighed med Dostojevskijs kældermenneske i «Optegnelser fra en undergrund» — direkte til læseren og omverdenen, som han forbander på mange måder, samtidig med at han udleverer sin egen elendige tilværelse som fattig russisk emigrant i New York (Limonov, Eto ja). Han er fyldt af indædt vrede mod både det amerikanske samfund og de latterligt underdanige russiske immigranter og dissidenter, men det mest chokerende for læserne, som i første omgang primært var andre russiske emigranter, var de detaljeret beskrevne sexscener, herunder med tilfældige fremmede, sorte mænd.14 Chokerende er jeg-fortælleren Eddie også i sin kyniske og detaljerede udlevering af, hvordan han selv og andre mennesker opfører sig, ser ud, lugter, og ikke mindst sætter sig spor med ekskrementer og andre efterladenskaber. Også selve sprogbrugen provokerede især russiske læsere, idet det var virtuost baseret på hele det rige vokabular af russiske bandeord — mat — som alle kendte, men som før de store normskred under glasnost ellers aldrig sås på skrift. Måden hvorpå værket gennemfører sin fortællerposition, sit sprog og sin stil, gjorde det imidlertid bredt anerkendt af litteraturkritikere og andre forfattere i både øst og vest, efterhånden som værket blev oversat. Limonov havde med denne roman etableret sit brand som forfatter og enfant terrible.

Efter hårde år i udlandet, hvor Limonov arbejdede videre på sin berømmelse som eksilforfatter, kritiker og journalist, men samtidig levede fra hånden til munden med forefaldende jobs, vendte han i 1992 tilbage til det nu postsovjetiske Rusland. Her engagerede han sig straks i spørgsmål om nationens udvikling — ganske som det traditionelt er blevet forventet af en russisk forfatter og ikke ulig den store Aleksandr Solzjenitsyn (1918–2008), som to år senere vendte tilbage fra eksil. Et historisk forbillede, som Limonov ofte selv hentyder til, er Nikolaj Tjernysjevskij (1828–1889), forfatter, kritiker og radikal aktivist, som skrev sit hovedværk «Hvad skal der gøres?» («Tjto delat?») i fængslet og blev forvist til Sibirien, men posthumt rehabiliteret som Lenins yndlingsforfatter og vigtig inspiration for den kommunistiske samfundsopbygning efter 1917 (Wachtel & Vinitsky 2009: 283). Rogachevskii (2003) identificerer desuden den futuristiske digter og kommunistiske propagandakunster Vladimir Majakovskij (1893–1930) som en af Limonovs vigtigste inspirationer. Modsat Solzjenitsyn og i forlængelse Tjernysjevskij og Majakovskij var Limonov ikke enig med Jeltsin-regeringen i, at alt sovjetisk skulle afskaffes og reformeres hurtigst muligt. Han markerede sig som modstander af den radikale liberalisering af økonomien, den såkaldte chokterapi, ved i løbet af 1992 først at slutte sig til den ultranationalistiske og provokatoriske Vladimir Zjirinovskijs «Liberaldemokratiske Parti», dernæst at danne sit eget, endnu mere ekstreme parti, «Det Nationalradikale Parti», som dog snart gik i opløsning.

I denne periode agerede Limonov også som deltager i konkrete, fysiske kampe, først i Jugoslavien, hos de serbiske styrker, dernæst i de urohærgede områder Dnestrrepublikken og Abkhasien, og i 1993 deltog han i den brutalt nedkæmpede protest mod Jeltsins forfatningsreformer uden for Det hvide hus i Moskva. Limonovs poseren på billeder og filmklip med våben i hånd fremprovokerede diskussioner om omfanget af hans aktive deltagelse i voldshandlinger (Wachtel 93–4). Var det fake news? Ligesom med spørgsmålet om faktabaseringen af debutromanen har Limonov undveget enhver be- eller afkræftelse og synes ikke selv at have noget imod at blive mistænkt for noget så ekstremt.15 Igen står det klart, at Limonov — gennem sine (muligvis fingerede) handlinger og gennem dokumentationen af disse handlinger — bevidst konstituerer sig som «Limonov».

I 1993 dannede Limonov «Det Nationalbolsjevikiske Parti», NBP, et autoritært, nationalistisk og kommunitaristisk parti baseret på en umiddelbart modsætningsfyldt blanding af fascistisk og kommunistisk ideologi og drevet af et had til triumviratet liberalisme-demokrati-kapitalisme og dets umenneskelige system (Wachtel 94; Noordenbos 12116). Det såkaldte natsbol-parti begyndte at udgive partiavisen «Limonka» — «lille citron» — også partiets logo og på én gang en henvisning til partiets militaristiske villighed, idet det er russisk slang for håndgranat, og et tegn på i hvor høj grad partiet er en forlængelse af partistifterens narcissistiske projekt. I avisen kunne man bl.a. læse, at partiets erklærede mål var en genrejsning af det store russiske imperium. Limonov har således i årevis plæderet for Sevastopol på Krim som russisk ejendom, og allerede i 1999 besatte han og natsbol'erne et tårn i byen (Dud).

Det nye parti fik indledningsvis støtte fra kreative kredse, som fortolkede det som primært et kunstnerisk-aktivistisk projekt (Trepper), og Sevastopol-episoden omtales som et kunstværk på en side for forbudt kunst («Zakhvat»). Men samtidig strømmede mange unge «natsbol'er», herunder skinheads, i al seriøsitet til partiet, som i de første fem år desuden havde den fortsat indflydelsesrige geopolitiske tænker, Aleksandr Dugin (f. 1962) som Limonovs medleder og -ideolog. I 2001 havde partiet anslået ca. 9000 medlemmer uden dog at være anerkendt som registreret parti, så det var som uafhængig kandidat, Limonov stillede op til Dumaen i 1995, 1997 og 2002, og selv om partiet blev endeligt forbudt i 2005 (Noordenbos 134), findes den trofaste unge fanskare stadig.

I 2002 stillede Limonov op til valg fra en fængselscelle. Han var blevet arresteret i oktober 2001, anklaget for illegalt at have organiseret en bevæbnet gruppe, natsbol'erne, og dommen i februar 2003 lød på 14 års fængsel (Wachtel 95). Det blev dog kun til i alt to år, da det tilsyneladende blev opportunt for styret at løslade den højt profilerede politiske fange, men det var to år i et af de strengeste russiske fængsler, Lefortovo, omgivet af hårdkogte kriminelle og underlagt barske forhold. Her syntes Limonov dog at trives overmåde17, og han skrev både «Min politiske biografi» (2002) 18 og det litterært roste værk «Vandenes bog» (2002).19 Hans senere udgivne erindringsværk, «Mine fængsler» (2004) 20, er ikke litterært anerkendt, men indholdsmæssigt interessant i skildringen af hverdagen i fængslet og i kritikken af den angiveligt svage leder, Putin, og hans for befolkningen ydmygende og umenneskelige system — en kritik der fortsatte i bogen «Limonov versus Putin» (2006).21

Efter at NBP blev forbudt i 2005, skiftede Limonov tilsyneladende politisk retning og fandt på nye handlinger, der konstituerede ham som en slags undertrykt dissident: Han begyndte at protestere mod regeringens overtrædelse af menneskerettigheder, organiserede og deltog i fredelige demonstrationer og grundlagde endda, sammen med førnævnte Kasparov, den regeringskritiske koalition «Et andet Rusland» (2006-ca. 2008). Dette skete med eksplicit henvisning til de sensovjetiske dissidenter, især de såkaldte rettighedsforkæmperes fredelige demonstrationer for overholdelse af forfatningens paragraffer — Limonovs valg faldt på paragraf 31 om forsamlingsfrihed — men også ved at genoplive dissidenternes og undergrundsforfatternes berømte Majakovskij-læsninger 1958–61 (Horvath). Snart brød Limonov og hans NBP-skinheads dog med både Gasparov og den fredelige linje. De fortsatte med «strategi 31», med den simple aktionsmåde at forsamles på offentlige pladser den 31. i de måneder, der har den dato, klar til direkte konfrontation med magthaverne og klar til at fotodoku-mentere overgrebene. Snarere end at varsle en overgang til seriøst politisk engagement på et bredere fundament, kan perioden ses som en afprøvning af dissidentidentiteten og en fokus på det tredje ben i nationalbolsjevismens nationalistiske, fascistiske og prosovjetiske program — dog ikke i form af sovjetisk imperialisme eller kommunistnostalgi, men ironisk nok med en efter alt at dømme opportunistisk kopiering af de bredt respekterede dissidenter.

I 2008 overlod Putin præsidentposten til Dmitrij Medvedev, og indtog selv posten som premierminister, indtil rollerne igen blev byttet om i deres såkaldte tandem, da Putins genopstilling som præsident blev annonceret i 2011. I mellemtiden havde også Limonov meldt sig som kandidat til landets højeste embede og etableret en omfattende kampagnehjemmeside, www. limonov2012.ru.

Limonov2012: «Limonov» som den nye Putin

Trods Limonovs omhyggelige opbygning af en unik og uforudsigelig identitet kan hans annoncering af kandidaturet ses på baggrund af, at kunsten — ikke mindst billedkunst og performancekunst — i Rusland fra midten af 2000-tallet var begyndt at blive ledende i skabelsen af et kritisk blik på de rådende politiske tilstande. Flere forskere har påpeget, at det var her, der blev skabt et folkeligt baseret «vi» som alternativ til det hegemoniske putinske «vi», hvilket gødede grunden for de omfattende protestdemonstrationer i december 2011 mod det, der blev fortolket som Putins udemokratiske genindsættelse som præsident (Dziewanska 8–9; Jonson; Gabowitsch «Protest»). I modsætning til Pussy Riot, som netop blev dannet i december 2011, lancerede Limonov sig dog ikke i modsætning til Putinismens hypermaskuline kultur22, men snarere som en alternativ stærk leder for det folkelige «vi», dvs. med postuleret demokratisk legitimitet.

Limonovs præsidentkandidatur har fået overraskende lidt opmærksomhed i forskningen og kun få kommentarer i medierne, og da udelukkende fra den politiske vinkel med konstateringen af, at Limonov i december 2011 blev formelt udelukket fra at stille op og aldrig kom til at figurere på stemmesedlen. Som en del af Limonovs identitetsprojekt og hans seneste større performative handling fortjener den omfattende kampagnehjemmeside imidlertid en nærmere analyse.23

Med tanke på Limonovs skandaløse image fremstår hjemmesiden som overraskende ukontroversiel og professionel. Det publicerede politiske program (Limonov-2012), hvor Limonov sætter sig i spidsen for en påkrævet «ny kurs», overholder også i høj grad genrens konventioner: Han erklærer sig som demokrat, men ikke liberal, og som en der vil tale direkte til folket hen over hovederne på de etablerede, indspiste politikere. Desuden pointerer han, at der ikke er noget chokerende i, at han stiller op — Lech Wał¸esa, Nelson Mandela og Václav Havel blev også valgt som protestkandidater. Især sammenligningen med de store samfundsreformatorer afslører megalomane ambitioner, grænsende til det latterlige, men i forlængelse af «Limonovs» mange tidligere bedrifter, som oprører og leder, er det ikke et stort spring, og intet i hverken det politiske programs formuleringer eller på siden i øvrigt antyder selvironi eller manglende realpolitisk seriøsitet.

Siden er primært statisk, men præsidentkandidatens løbende meninger og aktiviteter kunne op til valget følges via links til YouTube, RuTube og blogTV og til hans profiler på de sociale medier LiveJournal og Vkontakte.24 I forhold til Limonovs virke som forfatter og kritiker har hjemmesiden, inklusive de sociale medier og blogs, nogle særlige fordele: Her kræves ingen overordnet genreangivelse, der kan jongleres frit mellem fakta og fiktion, præsentationen af «Limonov» kan underbygges med visuel dokumentation, og hans politiske aktiviteter kan kædes sammen, narrativiseres og stiliseres. I den sammenhæng er hhv. billedserien «Eduard Limonov — politiker og menneske»25 og den tekstlige biografiske præsentation mest interessante.

Billedserien illustrerer alle Limonovs modstridende identiteter, inklusive de private, og her får vi Limonovs egne benævnelser af kategorierne: Forfatteren, I familiens skød, I krig i Serbien sammen med «Tjetnikkerne», I fængsel, Til demonstration, Sønnen Bogdans dåb, Med Serbiens præsident Radovan Karadži´c, Med Jegor Letov26, Med datteren Aleksandra, Triumfpladsen 31. januar 2011. Identiteten som familiefar fylder en del, på trods af at Limonov netop var blevet skilt fra sin fjerde kone, moderen til børnene. Og ved siden af denne fredelige Limonov vises oprørskæmperen, fængselsfangen, demonstranten. Identiteten som forfatter fylder kun lidt: Her vises et enkelt portræt af en nydelig Limonov foran en bogreol. Men forfatteren lurer også bag hele hjemmesiden set som samlet sproglig og visuel komposition og til støtte for en sammenhængende identitet præsenterer hjemmesiden som øverste menupunkt en længere biografi med titlen: «Hans navn er Eduard Limonov.»

Biografien er skrevet af Zakhar Prilepin (pseudonym for Jevgenij Lavlinskij, f. 1975), Limonovs tidligere NBP-partifælle og selv en kendt forfatter med flere værker baseret på erfaringerne som soldat i Tjetjenien.27 Prilepin har også skrevet romanen «Sankja» (2006) 28, som netop udspiller sig blandt unge natsbol'er, her kaldet «Sammenslutningen af Skabere», under kommando af en Limonov-lignende leder ved navn Kostenko. Biografien opremser kort Limonovs roller som politiker, forfatter, filosof, politisk fange m.m., og kommenterer så evaluerende:

Limonovs biografi rummer nok til fem forfatter- eller politikerbiografier — og hver af dem ville få status af «levende legender». Men Limonov har gennemlevet sin enorme skæbne selv, alene.

En skæbne som hans må være givet af Gud.

Men efter at have fået den givet, skal man bære den, holde den ud, uden at knække.

Man siger, at Gud ikke giver os et kors, vi ikke kan bære. Det er sandt. Men hvor er der få mennesker i verden, som bærer deres kors værdigt og ærligt.

Her er der tale om en af de få.

Denne stil holdes hele biografien igennem, og de afsluttende ord lyder:

I dag, hvor Rusland står på randen af kaos og et voksende mareridt, er tiden kommet til at sige sandheden: Oppositionen i Rusland har brug for én leder.

I Fædrelandets navn, i vores alle sammens navn.

Hans navn er Eduard Limonov.

I en højtidelig tone, som formår ikke at kamme over i den ironiske kendt fra Limonovs egne tidlige værker, særligt essayet «Vi er en nationalhelt»29, præsenteres præsidentkandidaten således som en politiker og forfatter (de to identiteter stilles lige), der vil ofre sig for sit folk, da han har en gudgiven mission. Dette er en ny «Limonov», som nærmest fratages ansvaret for sine handlinger, idet de er motiveret af et højere formål. Via publiceringen på Limonovs hjemmeside konstituerer biografien således, paradoksalt nok, «Limonov» som en der ikke har valgmuligheder ift. sin identitet. Biografien lægger sig genremæssigt i forlængelse af narrativer fra sovjettiden om at ofre sig for folket og for sandheden i form af den herskende ideologi (jf. Minkova).30 Mange elementer i både de sovjetiske narrativer og Limonovs postsovjetiske «offer» kan dog også spores tilbage til den ældre kristne tradition31, og ikke mindst på grund af henvisningerne til en gudgiven mission kan biografien også læses som en hagiografi, et helgenlevned. Hagiografier skildrer efterlignelsesværdige, kristne personers liv, hvor den narrative logik ikke er, at man kan handle sig til lykke og succes (som i folkeeventyrene), men netop kun gøre sit bedste og håbe på nåden (Emerson). Historisk har de russiske helgener ofte været martyrer, og det er måske netop fyrstemartyriet, «Limonov» her lægger sig op ad: Disse martyriers socio-politiske motivering var typisk et ønskeligt magtskifte, dvs. at de tjente som en slags promovering af den næste fyrste (Stender-Petersen 57).

De kristne motiver understøttes af billederne fra sønnen Bogdans dåb, alt sammen i kontrast til Limonovs hidtidige ikonoklastiske handlinger og udsagn. Det store og synlige kors, han tidligere har båret om halsen, lignede en del af en modkulturel punk-identitet. Den nye kristne «Limonov» følger derimod med tiden og den ortodokse kirkes og tros stadig større kulturelle og moralske indflydelse i Rusland.

Ud over den gudgivne legitimitet tilstræbes også politisk legitimitet, når «Limonov» på kampagnesiden præsenteres som demokrat, som en mand af folket og som den oplagte leder af det russiske folk. Til underbyg-ning af dette står der på hjemmesidens gennemgående øverste banner følgende: «Det er ikke mig, der er vigtig. Det er jer, der er vigtige, jeres sejr.» Og på det gennemgående nederste banner ses en række forskellige almindelige mennesker og en hestevogn afbildet som silhuetter.

Skønt Limonov også tidligere har ageret solidarisk med folket — i fængslet på samme vilkår som kriminelle og til forfatningsdemonstrationer — har han hyppigere skilt sig ud som normbryder, ekstremist og enegænger, og det er svært at se den nye «Limonov» som en sammenhængende identitet, uanset at den ikke kan afvises som falsk eller fingeret. «Limonov» viser sig stadig tydeligere som indbegrebet af fake news og er I den forstand både et produkt af og en kommentar til de rådende tilstande i dagens russiske medier og politik. Som en kombination af kristen offertænkning, folkelighed og den nødvendige stærke leder fremstår «Limonov» som en slags dobbeltgænger til Putin, hvis identitet som præsident er blevet opbygget på tilsvarende målrettet og selvmodsigende vis gennem de sidste 20 år — i øvrigt med netop spørgsmålet om hans personlige kristne tro som fortsat omdiskuteret.

Limonov søgte ikke opstilling til det følgende præsidentvalg i 2018 og har i de seneste år været ukarakteristisk usynlig i offentligheden, med interviewet hos den seermæssigt populære Dud i 2018 som en markant undtagelse. Også her giver netop den performative vinkel en mulig forklaring: Hvad er det unikke ved en «Limonov», som ikke så meget er et alternativ til Putin som en dublering, tilmed af en mere tvivlsom identitetskonstituering? Dette problem er blevet forstærket af, at det ikke kun er Limonov, der har nærmet sig Putin — Putin har også implementeret væsentlige dele af både hans heroiske selvfremstilling og hans imperiale politiske program.

Carrère bemærker allerede om situationen i 2009, at Limonovs rolle og position er eksistentielt truet af hovedmodstanderen Putin, som ved at overtage mange af Limonovs mærkesager synes at tvinge ham ind i en slags skakmat-position (361–373). Denne trussel mod Limonovs identitetsprojekt er blevet stadig større efter den ultrakonservative vending under Putin fra 2012, og helt undermineret blev imperialisten «Limonov» med Ruslands annektering af Krim i 2014, efterfulgt af yderligere fordringer på Ukraine og muligvis også Hviderusland. Pludselig er natsbol'ernes vilde aktion i Sevastopol i 1999 blevet til realpolitik, og hvor Limonov stadig ville blive retsforfulgt for aktionen, hvis han rejste til det ikke-besatte Ukraine, kan han nu frit rejse til Krim, som de facto er underlagt Rusland. Det er naturligvis en slags sejr for hans politiske program, og adspurgt om netop dette af Jurij Dud i 2018 svarer han da også, at han føler sig som en profet. Men for hans oprørske «Limonov»-identitet er det et problem, at han ikke længere kan konstituere sig i modsætning til de gældende normer og som alternativ til den siddende leder. Han fortsætter med at skrive og udgive litterære værker og konstituerer dermed fortsat sin forfatteridentitet, men synes i forhold til det samlede heroisk-narcissistiske projekt at være blevet ukarakteristisk handlingslammet. På Duds afsluttende spørgsmål: «Hvad ville De sige til Putin, hvis De mødte ham?» viser Limonovs svar at han ikke længere definerer sig i modsætning til Putin med hverken talehandlinger eller andre handlinger: «Ikke noget.» Med tilføjelsen: «Og han ville sikkert heller ikke sige noget til mig», peger Limonov måske uforvarende på endnu et problem for hans projekt: Han formår ikke nødvendigvis længere at fremprovokere nogen (identitetsbekræftende) reaktion fra hverken Putin eller omgivelserne generelt. At «Limonov» ikke længere fascinerer eller forarger i nutidens Rusland skyldes formentlig samtidskulturens udvikling i retning af netop en meget limonovsk hyperrealitet, hvis karakteristika jeg afslutningsvis vil give nogle bud på.

Den nuværende periode i Rusland er ikke kun blevet kaldt senputinisme (Galeotti), men også «udviklet putinisme» (Sakwa) med hentydning til den sensovjetiske stagnationstids proklamationer af at have opnået «udviklet socialisme». Den betegnelse peger på flere ligheder mellem de to perioder: statsledelsernes villighed til med forskellige talehandlinger at konstituere en virkelighed på trods af de faktiske realiteter; ytringsfrihed og demokrati som primært simulerede; topstyring og et snævert ideologisk hegemoni. I begge perioder er seriøst politisk og andet engagement således vanskeliggjort, mens private, civile og evt. aktivistiske udfoldelser har mange flere mulige medieplatforme i nutiden, særligt de svært kontrollerbare sociale medier og onlinekanaler. På disse platforme har en særlig genre, som netop udvikledes blandt den sidste unge sovjetgeneration, fået optimale vilkår for udfoldelse, nemlig stjob, en særlig form for fake news, før sidstnævnte overhovedet blev et begreb.

I Alexei Yurchaks bredt anerkendte definition er stjob en slags tongue-in-cheek parodi, som benytter sig af overidentificering og aldrig selv peger på sin parodiske karakter, men derimod undviger modstillingen mellem seriøsitet og ironi og derfor ikke selv afslører, om den skal fortolkes som støtte, latterliggørelse eller en slags mærkelig blanding (249–250). Flere forskere nævner netop Limonov, som en af dem, der fører genren videre. Således mener Gabowitsch, at Limonov og hans NBP primært er politisk kitsch og et kunstnerisk statement, som vi dog aldrig kan være helt sikre på fortolkningen af («Fascism as Stiob» 5–8), og Noordenbos ser Limonov som et førende eksempel på en ny «imperial stjob» i russisk litteratur, hvor optagetheden af det tabte imperium kombineres med postmodernistisk relativisme og leg (111–119).32 Og netop stjob-begrebet kan forklare det uigennemskuelige forhold mellem Limonov og «Limonov»33: Han har skabt en ny æstetik, der balancerer mellem ironi og ideologi, selvbevidsthed og impulsiv, urealistisk idealisme, litteratur og politik, 135–141). Som identitetsprojekt betragtet, kan vi tilføje, har han formået at gøre stjob, eller netop: fake news til sin livsstil.

Men uanset om vi ser «Limonov» som et identitetsprojekt, politisk kitsch eller en ny æstetik er det et problem for projektet som unikt og markant, at stjob og fake news nu findes overalt i den russiske kultur. Endda helt tæt på Putin, som dyrkes respektfuldt og seriøst af mange russiske borgere, men hvis figur også omgives af humor, ironi og kritik og ikke mindst uigennemskuelige, kitschede genrer.34 Ingen kan sikre sig mod at blive karikeret, parodieret, imiteret og dermed fremstillet som useriøs, og netop det synes at være Limonovs største frygt: Hvor han typisk undlader at be- eller afkræfte forestillinger om hans vildskab og voldsparathed, er det påfaldende, hvor skarpt han protesterer mod ikke at blive taget seriøst (Rogachevskii 50–51). Jurij Duds ungdommeligt-kåde respektløshed — når han spørger Limonov, om han ikke er et klassisk eksempel på, at man skal sørge for at stoppe i tide, og om han i det mindste ikke kunne få sig en YouTube-kanal i stedet for fortsat at henvende sig til omverdenen i bøger og på det oldgamle LiveJournal — mødes af den 75-årige med rolige og seriøse svar og en understregning af, at han fortsat vil følge sin egen vej uden hensyn til andres mening, forvisset om sit eftermæle som en stor legende. Men hans noget tamme udsagn virker snarere som en kommentar om «Limonov» end en talehandling fra selvsamme «Limonov», og det er tydeligt, at Dud ikke deler hans virkelighedsopfattelse.

Den aktuelle status for «Limonov» som identitetsprojekt er således, at omverdenen ikke længere hverken forarges over hans handlinger eller fascineres af deres uklare virkelighedsrelation. Den er tilsyneladende ligeglad med, hvad «Limonov» gør og siger, hvad han står for, hvem han er. Dermed mister «Limonovs» handlinger deres performative kraft, og det bedste billede på den frustration, han må føle, er måske den kierkegaardske bajads, der, uanset hvor meget han insisterer, ikke kan overbevise publikum om, at der er ild i teatrets kulisser.


Tine Roesen, ph.d., og lektor i russisk litteratur ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet. Er forfatter til kapitlet om Rusland i «Verdenslitteraturer: Introduktion til litteraturen uden for Europa» (Aarhus Universitetsforlag, 2019) og har senest udgivet artiklen «Zwischen den Stühlen: Dokument und Fiktion bei Svetlana Aleksievic» («Osteuropa» 68, 1–2 (2018): 99–108). Den trykte artikel indgår i et igangværende projekt om russiske forfattervilkår og -roller gennem tiden. Som forskningspublikation på dansk ligger artiklen i forlængelse af en indsats for formidling af russisk kultur til en dansk kontekst, herunder gennem oversættelser af russisk litteratur.


Fake news as a lifestyle

The identity project of Eduard Limonov

The article presents an updated portrait of the controversial Russian writer and politician, Eduard Limonov (b. 1943), with a view to discussing him as at once an example of and a comment on contemporary conditions for art and politics in Russia under so-called developed Putinism. Based on Judith Butler's definition of identity as constituted by performative acts, the article analyses Limonov's varied activities throughout more than half a century as a coherent project insofar as he seems to be primarily concerned with creating the scandalous yet heroic identity of «Limonov», disregarding in the process any distinction between fact and fiction. First, as an underground artist in the Soviet Union and exiled, scandalous writer, then a rebel and founder of the now banned National Bolshevik Party in post-Soviet Russia, and, finally, an activist and politician in Putin's Russia, where he attempted to run for president in 2012. Previous attempts to pinpoint the ambiguous phenomenon of Limonov are discussed and used as a background for characterising his present predicament: the carefully created identity of «Limonov» seems to have been outmaneuvered by a political development very much in line with his own key policy issues, by a president successfully posing as exactly the kind of hero and saviour, «Limonov» was cast to be, and by a growing prevalence of and, consequently, indifference towards fake news.


Keywords

Da: Limonov, det aktuelle Rusland, russisk samtidslitteratur, russisk politik, Putin, kunst og politik, fakta og fiktion, Butler, performativitet, identititet, fake news, stjob

En: Limonov, contemporary Russia, contemporary Russian literature, Russian politics, Putin, art and politics, facts and fiction, Butler, performativity, identity constitution, fake news, stiob


Litteratur

Bal, Mieke. «Performance and Performativity». «Travelling Concepts in the Humanities: A Rough Guide». Toronto: University of Toronto Press, 2002. 174–212.

Bryzgel, Amy. «Performing the East: performance art in Russia, Latvia and Poland since 1980». London New York: I. B. Tauris, 2013

Butler, Judith. «Performative Acts and Gender Constitution — An Essay in Phenomenology and Feminist Theory». Theatre Journal. 40: 4 (1988): 519–531

Butler, Judith. «Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity». New York: Routledge, 2011.

Carrère, Emmanuel. «Limonov». Oversat af Elin Lassen. København: Tiderne skifter, 2013.

Dud, Jurij. «Limonov — smert, Navalnyj, ustritsy». «vDud», 28. august 2018. www.youtube.com/… (tilgået 10. april 2019)

Dziewanska, Ekaterina m.fl. (red). «Post-Post-Soviet?: Art, Politics, and Society in Russia at the Turn of the Decade». Warszawa: The Museum of Modern Art, 2013.

Emerson, Caryl. «Traditional narratives». «The Cambridge Introduction to Russian Literature». Cambridge University Press, 2008. 59–79.

Etkind, Alexander. «Post-Soviet Russia: The Land of the Oil Curse, Pussy Riot, and Magical Historicism». boundary 2, 41:1 (2014): 153–170.

Fitzpatrick, Sheila. «Celebrating (or Not) The Russian Revolution». «Journal of Contemporary History», 52:4 (2017): 816–831.

Gabowitsch, Mischa. «Fascism as Stiob». «Kultura» 4 (2009): 3–8.

Gabowitsch, Mischa. «Protest in Putin's Russia». Cambridge: Polity Press, 2016.

Gade, Rune, og Jerslev, Anne. «Introduction». «Performative Realism». Red. Rune Gade & Anne Jerslev. København: Museum Tusculanum Press, 2005. 7–17.

Gade, Solveig. «Playing the media keyboard. The political potential of performativity in Christoph Schlingensief's electioneering circus». «Performative Realism». Red. Rune Gade & Anne Jerslev. København: Museum Tusculanum Press, 2005. 19-49.

Galeotti, Mark. «The perils of late Putinism. Not an evil genius, but a tsar». «CEE New Perspectives», 17/10 2016. URL: https://ceenewperspectives.iir.cz/2016/10/17/the-perils-of-late-putinism/ (tilgået 1. juni 2019).

Goscilo, Helena. «The ultimate celebrity: VVP as VIP objet d'art». «Glamour and Celebrity in Contemporary Russia: Shocking Chic». Red. Helena Goscilo & Vlad Strukov. Oxon & New York: Routledge, 2011. 29–55.

Goscilo, Helena (red.). «Putin as Celebrity and Cultural Icon». London: Routledge, 2013.

Horvath, Robert. ««Sakharov would be with us»: Limonov, Strategy-31, and the Dissident Legacy». «The Russian Review» 74 (2015): 581–98.

Jonson, Lena. Art and Protest in Putin's Russia. London: Routledge, 2015.

Kjerkegaard, Stefan, Skov Nielsen, Henrik, og Ørjasæter, Kristin. «Introduktion». «Selvskreven: Om litterær selvfremstilling». Aarhus: Aarhus University Press, 2006. 7-18.

Kolobrodov, Aleksej. «Personazj Limonov». «Peremeny.ru», 22. februar, 2013. www.peremeny.ru/… (tilgået 10. april 2019)

Limonov, Eduard. «Eto ja — Editjka». New York: Index Publishers, 1979.

Limonov, Eduard. «Kniga vody». Moskva: Ad Marginem, 2002.

Limonov, Eduard. «Limonov protiv Putina». Moskva: Novyj bastion, 2006.

Limonov, Eduard. «Moja polititjeskaja biografija». Sankt Petersborg: Amfora, 2002.

Limonov, Eduard. «My — natsionalnyj geroj». «Apollon-77». Red. M. Shemiakin. Paris, 1977. 57–62.

Limonov, Eduard. «Podrostok Savenko». Paris: Sintaksis, 1983.

Limonov, Eduard. «Po tjurmam». Moskva: Ad Marginem, 2004.

Minkova, Yuliya. «Making Martyrs: The Language of Sacrifice in Russian Culture from Stalin to Putin». University of Rochester Press, 2018.

Noordenbos, Boris. «Imperial Stiob: The Aesthetics of Chauvinism». «Post-Soviet Literature and the Search for a Russian Identity». New York: Palgrave Macmillan, 2016. 111–144.

Roesen, Tine og Zvereva, Vera. «Social network sites on the Runet: exploring social communication». «Digital Russia. The language, culture and politics of new media communication». London og New York: Routledge, 2014. 72-87.

Rogachevskii, Andrei. «A Biographical and Critical Study of the Russian Writer Eduard Limonov». Lewiston, Queenston, Lampeter: The Edwin Mellen Press, 2013.

Ryan, James. «The Politics of National History: Russia's Ruling Elite and the Centenary of 1917». «Revolutionary Russia», 31:1 (2018): 24-45.

Sakwa, Richard. «Putin Redux: Power and Contradiction in Contemporary Russia». London & New York: Routledge, 2014.

Stender-Petersen, Ad. «Den russiske litteraturs historie», bind 1. København: Gyldendal, 1952.

Trepper, Hartmute. «Fascism — with and without Inverted Commas». «Kultura» 4 (2009): 2.

Uffelmann, Dirk. «Der erniedrigte Christus: Metaphern und Metonymien in der russischen Kultur und Literatur». Wien, Köln, Weimar: Böhlau Verlag, 2010.

Verbitskij, Misja. «Eduard Limonov». «imperium.lenin.ru/~verbit». imperium.lenin.ru/… (tilgået 10. april 2019)

Wachtel, Andrew Baruch. «Remaining Relevant after Communism: The Role of the Writer in Eastern Europe», Chicago: University of Chicago Press, 2006.

Wachtel, Andrew Baruch, og Vinitsky, Ilya. «Russian Literature». Cambridge: Polity Press, 2009.

Yurchak, Alexei. «Everything Was Forever, Until It Was No More: The Last Soviet Generation». Princeton University Press, 2005.

«Zakhvat Basjni morjakov. Sevastopol, NBP». «Zapresjtjennoje iskusstvo», 1999. art-protest.org/… (tilgået 10. april 2019)


1 Denne undladelse var forventet og blev bemærket af forskere (Fitzpatrick, Ryan).

2 Magtens vertikal, vertikal vlasti, blev lanceret som et positivt begreb i Putins første præsidentkampagne og står for øget kontrol til centralmagten inden for alle samfundsområder.

3 Butler har senere eksplicit taget afstand fra Austin (Fischer-Lichte 41). Trods den fælles betegnelse og en fælles opfattelse af performative handlinger som virkelighedskonstituerende, er der altså tale om to forskellige teorikerner inden for det siden voksende performativitetsfelt: en sprogfilosofisk og en kulturfilosofisk (Fischer-Lichte 37–44).

4 «bodily gestures, movements and enactments» (Butler 1988, 519)

5 Til sammenligning findes der komikere, der er gået ind i politik som utvetydig performance — f.eks. danske Jakob Haugaard, der i 1994 opnåede folketingsvalg, og de to tyske komikere, der blev valgt ind i Europaparlamentet i maj 2019. Se også Solveig Gades analyse af «Christoph Schlingensiefs Wahlkampfzirkus — Chance2000» (Gade). Ligeledes findes der komikere, der har opnået politisk valg som utvetydigt seriøse, senest Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij.

6 Anførselstegnene hentyder ikke til noget fiktivt eller ironisk, men til Limonovs identitet som objekt snarere end subjekt for hans performative handlinger. Cf. Butler 1988, 519: «there is also a more radical use of the doctrine of constitution that takes the social agent as an object rather than the subject of the constitutive acts». Også Rogachevski opererer med en todeling af Limonov og «Limonov», men hos ham er der tale om en skelnen mellem de faktuelle og de fiktive elementer i Limonovs biografi, som hans afhandling netop sætter sig for at adskille på et omfattende og solidt kildegrundlag.

7 Både den danske og den russiske oversættelse har genrebetegnelsen «roman», som dog ikke findes i den franske original.

8 «Eto ja — Editjka». Dansk oversættelse 1984.

9 Autofiktion defineres ofte i forlængelse af Serge Doubrovsky som «prosa, hvor indholdet trods navnesammenfald mellem forfatter, fortæller og protagonist er helt eller delvist fiktivt». (Kjerkegaard, Skov Nielsen og Ørjasæter 10).

10 En mulighed som Paul de Man fremførte som relevant for analysen af selvbiografier og Philippe Lejeunes indflydelsesrige idé om en selvbiografisk pagt. Refereret i Kjerkegaard, Skov Nielsen og Ørjasæter 13-14.

11 Wikipedia-siden ru.wikipedia.org/wiki/Лимонов,ЭдуардВениаминович henviser til en række russiske avisartikler om Limonovs privatliv, herunder et interview med Nastja.

12 Resten af det biografiske afsnit er grundlæggende baseret på Rogachevskii 7-40.

13 «Podrostok Savenko». Kan også oversættes «Ynglingen Savenko», eller «Grønskollingen Savenko», jf. danske oversættelser af Dostojevskijs roman «Podrostok». Limonov baserer ofte sine titler på klassiske russiske værker, hvormed han dels demonstrerer klassisk dannelse, dels prætenderer selv at være en af de store russiske forfattere, muligvis men ikke nødvendigvis selvironisk.

14 Jf. bogens franske titel: «Le poète russe préfère les grands nègres» (Paris, 1980).

15 I førnævnte interview med Jurij Dud i 2018 synes Limonov dog at være utilpas med at blive set som morder, så på det gentagne spørgsmål, om han nogensinde har dræbt nogen, ender han med at svare benægtende (Dud).

16 Wachtel og Noordenbos citerer fra partiprogrammet, som ikke længere er tilgængeligt online.

17 Jf Carrère i afsnittet IX. Lefortovo, Saratov, Engels, 2001–2003: «For en mand, der opfatter sig selv som en heltemodig romanfigur, er et fængselsophold et kapitel, man ikke snyder sig selv for» (331)

18 «Moja polititjeskaja biografija»

19 «Kniga vody»

20 «Po tjurmam»

21 «Limonov protiv Putina»

22 Alexander Etkind har lanceret begrebet «petromachismo» som betegnelse for Ruslands «hypermaskuline, kyniske og kvindefjendske kultur», som i følge hans analyse er en konsekvens af alliancen mellem olie-gas-industrien og sikkerhedstjenesterne i de øverste magtlag (162).

23 Det sidste nyhedsopslag på hjemmesiden (ud over to opslag fra 2016, som ikke er relateret til præsidentkampagnen) er meddelelsen om, at Limonov i januar 2012 har indklaget udelukkelsen fra valget til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men bortset fra, at flere af billederne på hjemmesiden ikke længere vises korrekt, står den fuldstændige hjemmeside stadig.

24 LiveJournal har lige siden etableringen i 1999 haft en uforholdsmæssig stor andel russiske brugere; VKontakte er en slags russisk udgave af Facebook og var i 2012 det mest populære sociale medie i Rusland (Roesen & Zvereva).

25 Billedserien er uploadet 27 June 2009. Kun få billeder er tilgængelige nu, men billedtitlerne kan stadig ses. De øvrige billedserier på hjemmesiden relaterer til forskellige Paragraf 31-aktioner.

26 Jegor Letov (1964–2008), sibirsk punk- og rock-legende, medlem af NBP.

27 Prilepin optræder også hos Carrère, som tydeligvis påvirkes af den sympatiske yngre forfatter til et mildere syn på Limonov, dvs. til at fokusere på hans viljestyrke og medmenneskelighed frem for på den kynisme og de fascistiske tilbøjeligheder, han også er vidne til. Se særligt Carrère: 292-300.

28 Dansk udgave 2013.

29 «My — natsionalnyj geroj». Værket blev skrevet i anledning af Limonovs ankomst til USA i 1974 og spiller selvovervurderende-ironisk på russiske dissidenters status i Vesten i denne periode, dvs. under Den kolde krig. Publiceret 1977 i Paris.

30 Denne forbindelse underbygges af biografiens mange sammenligninger af Limonov med tidligere omtalte Tjernysjevskij.

31 Sporene af denne traditions kristusmetaforer og -metonymier i russisk kultur er udforsket af Uffelmann.

32 Noordenbos nævner, men afviser Mark Lipovetskijs udlægning af denne tendens som et misbrug af stjob, som en stjob-imitation, der udelukkende tjener til at dække over en seriøs politisk ekstremisme (Noordenbos 2016: 130).

33 Nordenbos forklarer ikke, præcis hvad han mener med «Limonov», og han henviser ikke til Rogachevskiis anvendelse af begrebet.

34 Således kan det være yderst svært at fortolke intentionen i en fødselsdagshilsen til den store leder i sovjetisk-panegyrisk stil, i mediefremstillinger af præsidenten som supermand, og i børneeventyr med Putin som den tapre helt (Goscilo «Putin as Celebrity and Cultural Icon»).

«K&K — Kultur og Klasse», Årg.47, Nr.128, 2019
(Fiktionalitet, faktualitet og fake news)

^ наверх