Kongeriget Danmark

Fuck off, America

Nikolai Thyssen

Den russisk-franske eksilforfatter Eduard Limonov sidder fængslet i Rusland under anklage for at ville invadere Kasakhstan og undergrave den russiske forfatning. Det er en særegen historie om Rusland og en mand, der forblev i eksil både ude — og hjemme.

Enhver fængslet forfatter i et hvilket som helst hjørne af verden, kan vide sig sikker på en ting: I nærheden — på et af Hiltons femstjernede hoteller — sidder en repræsentant for PEN, den internationale forfatterforening, og er bekymret. Mellem morgenmad og frokost vil repræsentanten endnu en gang ringe til myndighederne og protestere. Over brud på ytringsfrihed og menneskerettigheder og over kvaliteten af den mad, der serveres i fængslet, og som ikke er helt så nærende som middagen på Hilton.

Forfatteren og nationalisten Eduard Limonov har siddet fængslet i godt to år. I slutningen af februar afsluttedes retssagen i Saratov i det sydlige Rusland. Nu mangler blot domsfældelsen, som skulle ligge klar i løbet af en uges tid. Men selvom Limonov har udsigt til 14 år i det berygtede Lefortovo fængsel, har det internationale PEN svært ved at forsvare ham i andet end forblommede vendinger:

»PEN føler afsky ved mange af Eduard Limonovs holdninger, som går stik imod vores eget charter,«

begynder protesten.

»PEN tager afstand fra Limonovs politiske parti. PENs bekymring i denne sag vedrører udelukkende antydningerne om, at beviserne mod Limonov er partiske og at han ikke vil få en retfærdig retssag.«

Ikke just et blændende forsvar.

Måske skyldes PENs tøven, at Limonov er nationalist af værste skuffe, tidligere sikkerhedsminister i ultranationalisten Sjirinovskis skyggekabinet, stifter af Det National Bolsjevikiske Parti. Limonov blev engang filmet af BBC, da han under et besøg hos vennen Radovan Karadzic tømte et maskingevær ud over Sarajevo. Og mens resten af verden bekymrede sig over den nye rød-brune alliance i Rusland (og Frankrig), udstødte Limonov et højlydt: Endeligt, endeligt, står vi sammen. På skrivebordet i Moskva smilede en indrammet Gaddafi til Limonov.

Hvordan kom det så vidt for den nu 60-årige forfatter, der i 1974 — året efter Solsjenitsyn — forlod Sovjet, og som var udset til at blive en af de store eksilforfattere? Et anarkistisk og punket åndehul mellem de pæne og højlitterære Kunderaer og Nabokover, der gav løfter om en sovjetisk Céline.

En utaknemmeligt stodder

Der var unægteligt noget vred ung mand over Limonov fra starten. Han blev i de tidlige 70’ere en avantgardehelt i den sovjetiske undergrund — mest af alt ved at gøre sig upopulær i Kreml med en attitude og et sprog, der ikke var passende for en sovjetisk digter. Eksilet var mere et tilbud af den slags, man ikke kan sige nej til, end et egentligt valg. Limonov bosatte sig med fruen i New York.

Hans første og bedste bog, Det er mig, Eddie!, er som den eneste oversat til dansk. Den begynder, hvor den mere eller mindre selvbiografiske Eddie sidder på balkonen på et fattigmandshotel på Madison Avenue og spiser sin fattigmandsmad: Kålsuppe. Han begynder at tale til de advokater, som han forestiller sig, betragter ham fra bygningen overfor:

»Jeg er på bistand. Jeg lever af dit arbejde: Du betaler skat og jeg gør ikke en skid, to gange om måneden smutter jeg ned til det store og rene bistandskontor på Broadway 1515 og henter min check. Hvad, kan du ikke li’ mig? Vil du ikke betale? Det er ellers kun 278$ om måneden. Vil du ikke betale? Hvorfor fanden fik du mig så herover, mig og hele slænget af jøder? Klag til jeres propaganda — den er for stærk.«

Det er Jean Genet på steroider. Bogen beskriver Eddies deroute fra nulpunktet og nedefter. Skilsmisse, trækkerdreng — kun de hjemløse og Det Trotskistiske Arbejderparti vil vide af ham, og bogen slutter hvor den starter: I et vredt råb mod hele Amerika: Skrid af helvede til!

Da bogen udkom i 1979 fik den en vis succes og gav Limonov et internationalt publikum. Nogle var sure og forargede, og for en gangs skyld var de sovjetiske og amerikanske kritikere enige: Det var degeneret og det var ukonstruktivt. Men i visse dele af emigrantmiljøerne var der en anden fornemmelse. Limonov formulerede den ilde hørte sandhed: At USA for mange havde vist sig som noget helt andet end det paradis, de var blevet lovet.

Også i Europa gav udgivelsen genlyd. I Frankrig fik Le poét russe préfère les grande nègres pæne ord med på vejen, og i Tyskland blev den en decideret best-seller med engelsk titel og tysk skadefryd: Fuck off, America. Da den udkom i Rusland i 1991, blev der solgt over en million eksemplarer.

De loyale kammerater

Måske var det den europæiske succes de scandal, der fik Limonov til i 1980 at flytte til Paris. Eller fornemmelsen af sin egen uformåenhed i forhold til den

selvudnævnte ærkerival, Joseph Brodskij. Eller måske var det bare som for så mange andre russiske emigranter ønsket om at komme nærmere på det tabte moderland.

I Frankrig fortsætter Limonov, hvor han begyndte i sine to amerikanske værker. Poesien er lagt på hylden, og i stedet dyrker han sin egen sære form for fiktiv romanerindring. Teenageren Savenko (Limonovs rigtige navn) er blandt de bedre. Vold og destruktion er et gennemgående tema, som i En tabers dagbog fra 1982, en samling af poesi, noter og udkast:

»Pygmæerne har indtaget byen Muchacha!

‘De er halvanden meter høje,’ betoner radioen.

Og jeg er begejstret, begejstret fordi pygmæerne har indtaget byen Muchacha.

Jeg tænker — husker de at voldtage de store kvinder og brænde stedet ned?«

Men ligeså meget vold og voldtægt, som man møder i Limonovs tekster, ligeså meget er han på sin egen aparte måde på pygmæernes side. For revolutionen og mod tusindårsrigerne USA og Sovjet. Det er en stiliseret udgave af den lille mand, der som altid i Limonovs forfatterskab, også er ham selv.

Des mere Limonov skriver på sit selvbiografiske projekt, des tydeligere bliver dets mangel: Sat overfor det fremmede, spejler han kun sig selv, og blikket indad rettes aldrig ud igen. Erkendelserne når ikke længere end til private mareridt eller egen morskab. Erfaringerne fra rejser til Beograd i slutningen af 80’erne kan resumeres sådan: Milosevic holdt nogle gode fester og jeg fik fisse. Et af symbolerne på den etniske udrensning, den serbiske paramiltære leder Arkan, fik følgende hilsen:

»Jeg har altid elsket muntre og smukke gangstere«.

Selvom Le Figaros kritiker Patrick Besson betegnede Limonov som »den bedste nulevende russiske forfatter«, var hans status som europæisk litteraturs enfant terrible på retur. Men det skulle bliver værre endnu.

En elendig fascist

I 1991 vendte Limonov tilbage til Rusland. Og som den amerikanske kritiker Keith Gessen, der ellers har et stort hjerte for Limonovs forfatterskab, skriver: »Limonov var nu som politiker ultranationalist, og som forfatter ultranarcissist.«

Limonov sagde det direkte:

»Det er nok som vandrer med rødkindede piger i parken. Det var tid til at vandre med loyale kammerater under et rødt flag. Det var mit slogan for halvfemserne.«

Og det var et slogan, han tog alvorligt.

Hans meritter fra begyndelsen af 90’erne taler for sig selv. Han støttede som en af de få de bosniske serbere, og han støttede russiske mindretal, hvor han kunne komme til det. Og ikke blot som krigsreporter. Han deltog i væbnede, russiske oprør i Transdniestr (Moldova), i Abkhasien (Georgien), og både under den første og den anden krig i Tjetjenien argumenterede han højlydt for censur af pressen. Den var for blødsøden, mente han, over for de tjetjenske terrorister. Og venstreorienterede eller vestorienterede russere, foreslog han, kunne kureres med lidt Gulag.

Heller ikke albanerne i Montenegro havde han meget tilovers for. I en censureret artikel beskrev han albanerne som en ’bagstræberisk, sigøjneragtig, tarvelig og primitiv bjergstamme.’

»Albanere? De bastarder, der (som de bosniske muslimer og de kroatiske kroater) kynisk bruger muligheden for at få sig en gratis stat. Jeg tvivler på, at albanerne har uddannede folk nok til at fylde et mindre kommunekontor og da slet ikke en statsadministration. Og hvad vil de gøre med deres uafhængighed på bjergtoppen, hvor de ikke har andet end klipper og får?«

Limonovs anden tragedie (den første var et mislykket forfatterskab) var, at han ligesom Vladimir Sjirinovskij nok var skræmmende i sit menneskefjendske udsyn, men mere lignede en hofnar end en egentlig trussel mod det etablerede.

»Ligesom Eddie havde været lidt af en parodisk anti-dissident dissident, blev Limonov en parodisk nationalist: en bedre poet end vennen Karadzic, men en mindre succesfuld fascist,«

skriver Gessen.

Limonov meldte sig i en kort overgang under Sjirinovskijs faner, men i 1993 stiftede han sit eget parti, Det National Bolsjevikiske. Hans støtter bestod af en uhellig alliance mellem skinheads, punkere og desillusionerede storbykommunister. Partiets ikon minder om Stalin-kitsch: En rød cirkel på sort baggrund, blot med hammer og segl erstattet af håndgranat og et lyn på tværs. Partiavisen kom til at hedde Limonka. Udover at spille på Limonovs navn, er Limonka diminutiv af limon og betyder ’lille citron’ — russiske soldaters kælenavn for en håndgranat.

Utopia Kasakhstan

Ved valgt til Duma’en i 1995 fik Det National Bolsjevikiske Parti knap to procent af stemmerne. Limonov var skuffet og indkaldte med det samme til en pressekonference. Her gav han to løfter. For det første ville han strømline partiet, få styr på medlemmerne og banke lidt disciplin ind i organisationen. For det andet lovede han at oprette paramiltære enheder og træningslejre i det sydlige Rusland. Målet var at generobre det ukrainske Krim (et populært sovjetisk feriemål og base for Sortehavsflåden).

Hofnarren blev stadig ikke taget helt alvorligt, men alligevel: Han var nogenlunde lige så upopulær i det nye demokratiske Kreml, som han havde været det hos det gamle i 1974.

Partiet blev i stadig stigende grad chikaneret af myndighederne og af den dertil nedsatte Kommission for politisk ekstremisme

Ideen med at angribe Krimhalvøen blev ikke til noget. I stedet tog en anden plan form i Limonka og i avisen Drugaja Rossija. Den gik ud på at skabe et ’nyt Rusland’ i den nordlige del af Kasakhstan, et tyndt — og hovedsageligt russisk — befolket område, hvor der er langt mellem grænsevagterne. Begyndelsen på det panslaviske rige.

To yngre medlemmer af partiet blev kort efter anholdt i færd med et indkøb af kalashnikover, og efter et rumt stykke tid i selskab med russiske afhørsledere, hævdede de to, at de handlede efter ordre fra Limonov. Han blev fængslet i april 2001 og har været det lige siden. Anklaget for planlægning af terror, forsøg på at organisere væbnet oprør og besiddelse af ulovlige våben. Partiavisen Limonka blev lukket i juli 2002 for at have opildnet til etnisk uro.

Limonov har erklæret sig selv uskyldig på alle punkter, og hans advokat forventer, at han bliver frifundet. Men statsanklageren Sergej Verbin kræver 14 års fængsel.

Ifølge russiske iagttagere har sagen ikke været entydigt overbevisende. Ikke så få yngre punkere og skinheads er modvilligt blevet indkaldt til Saratov for at vidne.

Ugeavisen Exile refererer følgende ordveksling:

»Verbin: ’Har De læst benævnte artikel fra Drugaja Rossija?’

Skinhead: ’Nej.’

Verbin: ’Har De set bulletin nummer 5?’

Skinhead: ’Nej.’

Verbin: ’Har Savenko (dvs. Limonov) over for Dem talt om at købe våben eller at invadere Kasakhstan?’

Skinhead: ’Nej.’

Verbin: ’Ikke flere spørgsmål.’«

Udsigten til et liv bag tremmer har ikke tæmmet Limonov. Han både sparker og sparker stadig — mod kvinder, fri abort, muslimerne, oligarkerne, politikerne og USA.

»Tag imod applausen, alle I trofaste støtter af samfundet. Torturen trives I alle amerikanske stater og det er jeres skattepenge, der gør det muligt.«

En plads i skyggen

Limonov er indiskutabelt et rendyrket dumt svin. Der er ingen grund til pardon og man fristes til at citere en anden nationalist og forfatter af profession: Solsjenitsyn, der kaldte Limonov for ’et lille insekt’. Den sved, vil rygtet vide, på Limonovs selvbevidsthed.

Men selvom det dumme svin er intakt, har Limonovs forfatterskab ændret sig radikalt siden fængslingen — eller snarere: Han er vendt tilbage til det bedste fra debuten. På to år bag tremmer har han skrevet ikke mindre end syv bøger — hovedsageligt erindringer.

Han har siddet i Lefortovo (’den russiske Bastille’) sammen med tjetjenske oprørere, folk der har gjort sig ud til bens med systemet. Han har lyttet til radioen, der 10 timer i døgnet runger for fuld styrke ind i cellen. Og enten har han opdaget, at han ikke er ene om at være ud til bens. Eller også har han blot opdaget en verden uden for sig selv inde bag murene. I hvert fald skriver han pludseligt om andre end sig selv, og jeg’et erstattes endda til tider at et kollektivt vi.

Kritikerne har set igennem det dumme svin og konstateret: Det er det bedste han har skrevet i 20 år.

I indledningen til den læseværdige Min politiske biografi, der udkom sidste år, beskriver Limonov sin — og de unge partimedlemmers — arrestationen i Sibirien, og de følgende dage i selskab med de russiske myndigheder. Man fornemmer for en gangs skyld, at det er mere medlidenhed med andre end ham selv.

Folk med hang til psykoanalyse mener, at de klæder ham, tremmerne. Og på sin vis synes han selv at være enig. Måske er det ligefrem en lettelse, at blive stemplet og sat fast, som det han er: En dissident i indre eksil — fri for at være en elendig politiker, en hofnar.

Ankomsten til Lefortovo beskrives i resigneret ro:

»I en halv time vandrede jeg rundt mellem to vagter med en madras. Vi endte i en korridor og derefter i et rum, hvorfra der udgik fire korridorer (Jeg fandt senere ud af at Katarina den Store havde konstrueret bygningen efter bogstavet K). De åbnede en metaldør og jeg gik ind i cellen; de låste efter mig. Der var tre metalsenge farvet med blå maling i cellen. Jeg lagde madrassen ned på en af dem og satte mig. Det var en scene fra en klassisk roman.«

»Dagbladet Information«, 5. april 2003

Limonov dømt

Nikolai Thyssen

Retssagen mod forfatteren Eduard Limonov endte som en lussing til den russiske sikkerhedstjeneste.

Retten i den russiske by Saratov frikendte forfatteren Eduard Limonov for den alvorligste af fire anklager imod ham: terrorisme. Den russiske sikkerhedstjeneste FSB hævdede, at Limonov havde planlagt et væbnet angreb på det nordlige Kasakhstan for at undergrave den russiske statsmagt.

FSB krævede 14 års fængsel, men Limonov fik blot fire for at stå bag indkøbet af seks kalashnikover i 2001. Sikkerhedstjenesten, derimod, indkasserede en decideret skideballe fra dommeren, Aleksander Matrosov, der anklagede sikkerhedstjenesten for at have manipuleret med bevismaterialet og krævede, at statsanklagerenen iværksætter en undersøgelse af efterforskningens forløb.

Den 60-årige Limonov blev tidligere betragtet som en af de væsentlige russiske dissidentforfattere, da han forlod Sovjetunionen i 1974 for at bosætte sig først i USA siden i Frankrig. Han har udgivet mere end 20 bøger (på dansk er udkommet Det er mig Eddie).

Da Limonov vendte tilbage til Rusland i begyndelsen af 90’erne, meldte han sig først under nationalisten Sjirinovskijs faner, men dannede kort efter Det Nationalbolsjevikiske Parti.

Det afgørende spørgsmål i retssagen var, om Limonov var ophavsmand til en tekst, der blev offentliggjort i partiavisen Limonka, og som opfordrede til væbnet kamp. Det mente dommeren ikke, at anklagermyndigheden havde godtgjort. Ud over Limonov faldt der dom over avisens redaktør og fire yngre medlemmer af partiet, der havde deltaget i våbenkøbet.

»Dagbladet Information«, 19. april 2003

Landet, der frygter sine forfattere

Rasmus Bo Sørensen

I takt med at Kreml strammer grebet om de basale frihedsrettigheder i Rusland, forsvinder også de åndelige åndehuller for forfattere, journalister og intellektuelle. Information har talt med filosoffen Mikhail Ryklin, journalisten Julia Latynina og digteren og oppositionspolitikeren Eduard Limonov om vilkårene for demokrati og ytringsfrihed i Putins Rusland.

Tre dage. Så længe nåede kunstudstillingen om religiøse symboler i Sakharov Museet i Moskva i 2003 at holde åbent, inden en gruppe nationalistiske ekstremister brød ind og raserede værkerne.

Men det var ikke det bemærkelsesværdige. Det var det til gengæld, at politiet valgte at lade bøllerne gå fri og i stedet anklagede kunstnerne, arrangørerne og museets leder for at have »opildnet til national og religiøs strid«. Blandt de anklagede var Anna Altschuk, hustru til den anerkendte russiske filosof Mikhail Ryklin, som i fem måneder forsvarede sin kone i retten, mens dødstrusler og chikanerier blev hverdag. I dag bor parret i eksil i Berlin:

»Vi blev ikke direkte kommanderet ud af Rusland, men det var svært at misforstå hentydningerne. For eksempel modtog vi ikke post i to år og boede efterhånden i noget, der mindede om et forladt fort. Til sidst var det ikke længere muligt at arbejde under de vilkår,«

siger Mikhail Ryklin.

Han mener, sagen er symptomatisk for den tilstand, Rusland befinder sig i, hvor chikane af intellektuelle, forfattere, kunstnere og journalister hører til de daglige begivenheder:

»Træder man de forkerte over foden, bliver man presset ud, men på en blidere måde end under Lenin. Måske starter det med, at din forlægger siger: »Du skriver meget vanskelige tekster, som jeg ikke længere kan udgive, for jeg sælger ikke nok af dem«. Så går du til en ny forlægger, hvor det samme gentager sig, og til sidst er der ikke længere noget forlag, noget tidsskrift eller nogen avis, der vil udgive dig. Du kan sammenligne det med en langsom kvælningsdød, hvor man lidt efter lidt mærker, at den kulturelle ilt slipper op,«

siger Mikhail Ryklin.

I dag er han tilknyttet det tyske forlag Suhrkamp, hvorfra han i 2006 udgav bogen Mit dem Recht des Stärkeren. Russische Kultur in Zeiten der gelenkten Demokratie (»Med den stærkeres ret. Russisk kultur i en tid med »bøjeligt« demokrati«), der tidligere i år udløste Leipzig bogmesses pris for europæisk forståelse.

Ryklin står ikke alene med sine erfaringer som kritisk forfatter og intellektuel i Rusland. Under det netop overståede præsidentvalg måtte den markante forfatter og politiske aktivist Eduard Limonov fra oppositionskoalitionen »Det andet Rusland« to gange finde sig i at blive tilbageholdt af politiet i forbindelse med demonstrationer mod styret i Kreml:

»Rusland er røget af det demokratiske spor, og vi bevæger os i den modsatte retning af alle andre østeuropæiske lande,«

siger Limonov, da Information fanger ham på en telefonlinje fra Moskva:

»Putins regime kan sammenlignes med tsar-tiden før revolutionen i 1917. Det er et paternalistisk, autoritært styre, som er en skændsel for russisk historie og for det russiske folk,«

siger han.

I øjeblikket slikker Limonov sårene efter sit mislykkede forsøg på at kravle over den magiske spærregrænse på 7 procent, som kræves for at blive valgt ind i Dumaen. Men han godkender stadig ikke valgresultatet:

»Putin havde vundet allerede inden valget. På mange stemmesedler kunne du ikke engang finde navnene på de største russiske oppositionspartier — og selve optællingen var også falsk,«

siger han.

Rusland, det bedste sted for en digter

Den nu 64-årige Eduard Venjaminovitj Savenko (Limonovs rigtige navn) er en kontroversiel figur i nyere russisk historie. Han blev tidligere betragtet som en af de væsentlige russiske dissidentforfattere, da han forlod Sovjetunionen i 1974 for at bosætte sig først i USA siden i Frankrig. Hans forfatterskab rummer flere end 20 bøger, og på dansk er udkommet Det er mig, Eddie — en selvbiografisk skildring af Limonovs første år i eksil i New York. Her skriver Limonov blandt andet om forskellen på at være digter i USA og Rusland:

»Siden Arilds tid har en digter i Rusland altid været en slags åndelig leder. Det er for eksempel en stor ære at gøre en digters bekendtskab. Her er en digter nul og nix, hvad der er grunden til, at selv Joseph Brodsky er fattig her i Deres land. ⟨…⟩ Det bedste sted for en digter er Rusland. Der er selv myndighederne bange for os. Det har de altid været.«

Da Limonov vendte tilbage til Rusland i begyndelsen af 1990'erne, blev han først udnævnt til forsvarsminister i nationalisten Sjirinovskijs skyggekabinet, men dannede selv kort efter i 1993 Det Nationalbolsjevikiske Parti. Han startede også partiavisen Limonka, der udover at spille på Limonovs eget navn er diminutiv af limon og betyder »lille citron« — russiske soldaters kælenavn for en håndgranat.

Limonovs forfatterskab er hyldet og hadet for dets kynisme, ligesom hans egen person også vækker stærke ambivalente følelser. Under krigen på Balkan støttede han åbent de bosniske serbere, og BBC har foreviget ham i levende billeder på en klippetop, mens han tømmer et maskingevær ud over Sarajevo — i øvrigt sammen med sin gode ven og et af symbolerne på den etniske udrensning, Radovan Karadzic. I 2002 blev Limonov fængslet efter anklager fra den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, om at have planlagt et væbnet angreb på det nordlige Kasakhstan for at undergrave den russiske statsmagt. FSB krævede 14 års fængsel, men Limonov slap med fire på grund af manglende beviser og blev allerede i 2003 løsladt igen.

Man kan mene, hvad man vil, om Eduard Limonov. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er han i dag en markant stemme i den skrøbelige russiske opposition, hvor han sammen med ex-verdensmesteren i skak Garri Kasparov kæmper for frie og demokratiske valg.

»Kasparov og jeg står sammen,«

siger Limonov selv:

»Han er dedikeret til liberale værdier, og jeg er dedikeret til socialistiske værdier. Men vi kæmper begge for politisk frihed. I øjeblikket bliver vi alle frataget vores friheder, og vores land kan ikke leve under det nuværende paternalistiske og autoritære regime uden at tage langvarig skade,«

siger Limonov.

Da Putin i 2000 kom til magten var det med det erklærede mål at restaurere Kremls politiske autoritet og stække de indflydelsesrige oligarkere, der under Jeltsin havde formået at omsætte økonomisk magt til politisk magt gennem opkøb af store tv-stationer og aviser. Siden har Putin i støt tempo tilbageerobret den ene medievirksomhed efter den anden, så Kreml i dag igen har fuldstændig kontrol over sendefladen. Ifølge Eduard Limonov er netop dét den største hæmsko for demokratisk udvikling i Rusland:

»For konsekvensen er, at befolkningen bliver misinformeret om, hvad der foregår i vores land. Store demonstrationer mod Det Forenede Rusland (Putins parti, red.) bliver enten ikke dækket, eller også bliver de dækket forkert. Man rapporterer måske, at der er hundrede bøller samlet, når det i realiteten drejer sig om 6.000–7.000 almindelige borgere, der fredeligt giver deres mening til kende,«

siger han.

Filosof og forfatter Mikhail Ryklin kalder statskontrolleret tv for en demokratisk potemkin-kulisse:

»Kan man se andre politikere end Putin på tv-kanalerne? Kan man finde andre politikere i de nationale aviser og på radiostationerne? Har andre politikere en kanal, igennem hvilken de kan kommunikere deres budskaber ud? Nej, det har de ikke, for Putins propagandamaskine har i otte år siddet tungt på de nationale medier. Hvis du bor i Moskva, abonnerer du måske på den uafhængige avis Novaja Gazeta, og måske har du endda adgang til internettet. Men er du en almindelig russer, der lever i provinsen, har du kun adgang til to tv-kanaler, kanal 1 og kanal 2, og de er begge ejet og kontrolleret af staten, der pumper Putin-propaganda ud dag og nat,«

siger Mikhail Ryklin.

Øer af pressefrihed

Det er denne medievirkelighed, som den 41-årige reporter, forfatter og radiovært Julia Latynina hver dag forsøger at ændre med kritisk journalistik. Hun beskriver den Kreml-venlige pseudojournalistik, der bliver bedrevet på russisk tv, således:

»Hvis et russisk missil slår ned på georgisk territorium, vil tv-stationerne ikke stille kritiske spørgsmål til myndighederne om, hvorfor missilet slog ned, hvilke skader det har forvoldt, og hvad der nu skal ske. I stedet vil de forsøge at afspore historien ved at hævde, at georgierne selv har gravet hullet og placeret missilet i det. Og når tv først har sat dagsordenen, er det næsten umuligt for os andre at ændre den igen,«

siger hun.

Til daglig arbejder Julia Latynina på den uafhængige radiostation Ekho Moskwy og skriver for oppositionsavisen Novaja Gazeta — den samme avis som Anna Politkovskaja frem til sin død i 2006 var tilknyttet som journalist og redaktør. Ligesom Politkovskaja er også Julia Latynina kendt som en skarp kritiker af Kreml, og hun går sjældent af vejen for at spidde det russiske politiske establishment med en syrlig kommentar:

»Putins regime er ikke et demokrati, men heller ikke et diktatur. Den store forskel fra regimet i det gamle Sovjetunionen er, at det ønskede magt og verdensherredømme. De mennesker, der sidder i Kreml i dag, minder meget mere om sydamerikanske cowboys. De er kapitalister og ude efter forbrugsgoder, unge piger, smart tøj og store biler. Men det er kun godt, for det betyder, at de aldrig vil blive rigtig fjendtlige over for Vesten af frygt for at blive ramt dér, hvor de er allermest sårbare: på deres udenlandske konti,«

siger hun.

Ifølge det russiske journalistforbund er flere end 260 journalister blevet dræbt siden Sovjetunionens fald, hvoraf blot 21 sager er opklaret. Mindst syv fremtrædende kritiske journalister har i Putins regeringsperiode måttet lade livet. Julia Latynina kender udmærket til de blodige statistikker:

»Men det er mit job at være journalist, og det er for sent at vende om,«

siger hun. Hun gør sig dog ingen falske forhåbninger om betydningen af sine daglige bestræbelser:

»Jeg kan ikke rigtigt se mulighederne for demokrati i Rusland i øjeblikket. Der er ikke nogen reel opposition, for en reel opposition har brug for uafhængige medier og et uafhængigt erhvervsliv. Demokrati er som elektricitet. Det fungerer alle steder under de rette omstændigheder. Vi har bare ikke de rette omstændigheder i Rusland endnu«.

Netop derfor vakte det også opsigt, da det officielle Rusland med Putin i spidsen sidste år var værter for en konference i Moskva afholdt af World Association of Newspapers (WAN). Med Putin siddende blot få meter væk, stillede præsidenten for WAN, Gavin O'Reilly, et direkte spørgsmål:

»Hvordan kan det være, at staten stadig anklages for at fremtvinge selvcensur blandt journalister, der frygter for deres velbefindende, hvis de træder over stregen?«

Putin beroligede med, at rygterne om en knægtet russisk pressefrihed var stærkt overdrevne og henviste til, at der er mere end 53.000 aviser og tidsskrifter i Rusland:

»Det ville være absolut umuligt at kontrollere dem alle, selv hvis staten ønskede det«.

Om Putin talte af personlig erfaring, skal være usagt, men hos Julia Latynina er der ingen tvivl:

»Hvis Putin virkelig ønskede at lukke Ekho Moskwy, havde han gjort det for længst,«

siger hun og uddyber:

»Jeg ved ikke, hvorfor Putin lader os fortsætte, men jeg vil omvendt heller ikke kritisere ham for det. Lad os nøjes med at kritisere Putin for det, han reelt er skyldig i. Lad os kritisere ham for at have overtaget kontrollen med tv — og ikke for at lade nogle medier forblive uafhængige«.

Eduard Limonov ønsker ikke at kreditere Putin for noget som helst. Alle Ruslands problemer peger i sidste ende tilbage på Kreml og »de egoistiske og brutale mennesker«, som han mener, er ved at rulle Rusland tilbage til et fortidigt voldsregime:

»I sommer trykte en russisk avis et interview med Andrei Lugovoj (ultranationalisten som ifølge de britiske myndigheder står bag mordet på den tidligere KGB-agent Alexandr Litvinenko i London, red.), som klart og tydeligt sagde, at hr. Limonov og hr. Kasparov er de næste mål. Han undlod selvfølgelig at sige, det var ham selv, der ville gå efter os,«

siger Limonov.

Selv lader han sig dog ikke skræmme så let:

»Jeg er 64 år og kan ikke svigte mine livsværdier nu — det er min værdighed, der står på spil«.

Den samme russiske stolthed kommer fra Mikhail Ryklin:

»Hvis du spørger, om jeg er bange for at hæve min stemme og lade mine holdninger blive hørt, så er svaret nej, det er jeg ikke bange for. Men det er ikke det samme, som at der ikke er nogen risiko,«

siger Mikhail Ryklin, der personligt ser det som sin pligt at blande sig:

»Mange mennesker ville gerne sige noget, men har ikke mulighed for det, fordi de ikke har råd til at lægge sig ud med magthaverne. Men som kulturel dissident og intellektuel har jeg omvendt ikke råd til at lade være. For jeg kan ikke skrive mine historiske værker om for eksempel Stalins diktatur, hvis jeg samtidig forsømmer at tage stilling til Ruslands aktuelle situation,«

siger han.

Ifølge Limonov døde den oprindelige dissidentkultur imidlertid for år tilbage i kølvandet på perestrojka og andre sociale forandringer:

»Men den vil formentlig genopstå blandt de intellektuelle nu, hvor der kun er en ynkelig reminiscens tilbage af alle de basale frihedsrettigheder,«

siger han.

Ekstra

Under krigen på Balkan støttede Eduard Limonov åbent de bosniske serbere. BBC offentligjorde optagelser af ham på en klippetop, mens han tømmer et maskingevær ud over Sarajevo — i øvrigt sammen med sin gode ven og et af symbolerne på den etniske udrensning, Radovan Karadzic. Se klippet her:

Lydklip

1. Mikhail Ryklin
2. Eduard Limonov om forfatternes rolle
3. Eduard Limonov om oppositionen
4. Julia Latynina om demokrati

»Dagbladet Information«, 20. december 2007